luciaboller

Luciaboller som snurrer

Svenskerne holder ikke jul uden. Jeg tror faktisk, at de spiser dem hele tiden, hvis man skal dømme ud fra antallet af opskrifter. Det er de gule luciaboller, jeg taler om, eller rettere lussekatter, som de hedder hinsidan.

Luciaboller, lussekatter, lussebollar etc. Uanset navn så er der tale om lækre, bløde boller bagt af hvidt hvedemel og med verdens dyreste krydderi, safran. Resultatet er solgule boller, der bliver bagt i alskens former og faconer.

Historien bag den svenske tradition

Traditionen er kommet til Danmark fra Sverige, og den er stadig ikke særlig udbredt – og slet ikke som i Sverige, men her har man også bagt luciaboller siden 1700-tallet, hvor traditionen blev importeret fra Tyskland. Hvorfor det hedder lussekatter, fortaber sig lidt. Der er mindst to teorier, og måske skal de to kombineres for at finde hele sandheden. Den ene teori knytter sig til Lucia af Syrakus, en katolsk helgen, der var helgeninde for blandt andre de blinde. Hendes helgendag faldt sammen med årets længste dag i Sverige, som indtil 1753 var den 13. december, da man i Sverige fulgte den julianske kalender i 1700-tallet (de skiftede først til nutidens, gregorianske kalender i 1753, mens danskerne skiftede i 1700). Lucia bringer i den kristne fortælling lys i mørket.

Det passer godt sammen med at den længste nat var en nat med særlige overnaturlige kræfter. En farlig nat, hvor Djævlen havde særlig magt. Derfor bagte man solgule brød, der med sin farve skulle skræmme Djævlen bort, og man lod en ung pige gå gennem huset med lys, så nattens mørke blev oplyst. Og fra en ung pige med lys kommer vi så til nutidens luciaoptog – og navnet på lussekatten er blevet til luciabolle, der passer bedre ind i en kristen tradition.

Nu bæres lyset frem…

Sådan synger pigerne i luciaoptoget, der også er blevet en integreret del af den danske jul. Men selve idéen med luciaoptog er ikke særlig gammel, for den er kun fra 1928, hvor en svensk avis kårede Stockholms Lucia. Fra Sverige kom den til Danmark under 2. verdenskrig, hvor den bragte håb midt i krigens rædsler.

I dag er der Luciaoptog på skoler, plejehjem og mange andre steder. Ofte tæt knyttet til, at en bestemt årgang i skolen står for luciaoptoget. Jeg gik selv med i luciaoptog i 7. klasse – og med levende lys selvfølgelig. I dag er det nok mere LED end stearin, der spreder lys. Og heldigvis for det mindsker da også risikoen for stearin eller ild i håret.  

luciaboller

Om mine luciaboller

Luciaboller kommer i mange varianter – og i lige så mange faconer. Med og uden fyld. Der er ingen tvivl om, at svenskerne her har en tradition, der virkelig er en integreret del af julen. Men luciaboller kan godt have en tendens til at blive tørre meget hurtigt – ligesom hvedebrød i øvrigt. Så derfor har jeg bagt mine luciaboller med både smør og æg, men vigtigst har jeg ikke æltet dem alt for længe. Målet er, at dejen skal være blød og lækker, men slet ikke tør. Derfor har jeg også holdt igen med melmængden, og du skal ikke falde for fristelsen til at pøse mel i, for så bliver bollerne altså hurtigt en kedelig og tør affære. Endelig har jeg sødet bollerne lidt ekstra med sukker.

Luciaboller kommer i mange former og faconer. Mine er blevet til snurrer, men du kan forme dem, præcis som du vil.  

Luciaboller som snurrer

Opskrift af Susanne PaghMåltid Brød og bagtType BollerSværhedsgrad Let
Hvor mange?

8

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

17

minutter
Hævetid?

1

time 

30

minutter
I alt?

2

timer 

17

minutter

Ingredienser

  • 2½ dl mælk

  • 25 g smør

  • 25 g gær

  • 1 æg

  • 50 g sukker

  • 1 knsp salt

  • 0,25 g safran (½ pakke)

  • 400 g hvedemel

  • 1 æg til pensling

  • evt rosiner til pynt

  • Tilbehør
  • Hulbageplade

Sådan gør du

  • Smelt smør i en lille kasserolle, bland det smeltede smør med mælken i kasserollen, så det bliver lunt.
  • Hæld blandingen over i en skål. Rør gæren ud i blandingen og derefter ægget.
  • Tilsæt safran. Rør sukker i.
  • Rør mel i sammen med salt. Lad røremaskinen (eller håndmixeren med dejkroge) ælte dejen i ca. 5 minutter. Dejen skal være blød og endelig ikke tør.
  • Dejen skal herefter hæve tildækket i ca. 1½ time.
  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft – og har du damp, så skal du endelig bruge det. Giv hulbagepladen en gang olie (hvis du ikke har en hulbageplade, så læg bagepapir på en bageplade).
  • Form 8 snurrer (eller hvilken form du ønsker) og bag dem i ca. 17-18 minutter. Afkøles på en bagerist.

Bemærk

  • Bollerne smager allerbedst nybagte, og så behøver de dårligt nok at se en smørbøtte. De kan fint spises, som de er.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

luciaboller

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: Kristeligt Dagblad, kristendom.dk

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*