appelsinfromage med mandelkrokant

Luftig dessert – appelsinfromage med mandelkrokant

Nå, nu er vi ved at være ude af januar måned, og askesens tid er vel dermed også ved at være over for denne gang. Vi er tilbage i vant trummerum. Måske med en enkelt ny, god vane med os, eller måske med et mere eller mindre intakt nytårsforsæt. Men nu skal det hele jo ikke være så kedeligt, så her kommer opskriften på en let appelsinfromage med mandelkrokant, der faktisk var vores dessert nytårsaften. Fromage kan laves på forhånd, hvilket jeg sætter stor pris på. Især hvis der er gæster – eller hvis man bare gerne vil have ro på i køkkenet, når man er nået til desserten.

Denne her fromage er meget let ikke blot i konsistensen, men også at lave – trods det dårlige ry fromager har. Det svære i fromager er at undgå, at der kommer trævler fra husblassen. Det hindrer du let ved at røre eller måske rettere piske den godt ud i appelsinsaften. Fromage kan laves på forhånd, hvilket jeg sætter stor pris på – især hvis der er gæster.

Jeg valgte at servere min appelsinfromage med mandelkrokant, der også kan forberedes på forhånd. Men derudover klæder mandler og appelsin hinanden rigtig godt. Et alternativ kan være at servere appelsinfromagen med kandiseret appelsinskal eller bare en gang flødeskum. Det behøver jo ikke være svært.

Er du mere til en traditionel citronfromage, så prøv denne her opskrift på en citronfromage med indbyggede minder om søndagsmiddage hos farmor. https://sundtforto.dk/citronfromage-med-indbyggede-minder-om-soendagsmiddag-hos-farmor/

Detaljer

Hvor mange?

3 personer

Hvor lang arbejdstid?

30 minutter

Hvor lang tid på køl?

Mindst 4 timer

Hvor svær?

Sådan medium

Ingredienser

  • 2 blade husblas

  • 1 bæger past. æggeblommer (svarer til 2 æggeblommer)

  • 50 g sukker

  • 2 tsk revet skal af en usprøjtet appelsin

  • Saft af 3 appelsiner

  • 1 spsk limoncello (italiensk citronlikør, kan evt. erstattes af anden likør, overvej så om der skal lidt ekstra appelsin- eller citronsaft i)

  • 1 bæger past. æggehvider (svarer til 1,25 æggehvide)

  • 1 1/2 dl piskefløde

  • Pynt: flødeskum og mandekrokant er virkelig lækkert. Man kan også vælge at pynte med kandiseret appelsinskal som på billedet. Eller med små, lækre marengs – eller bare høvlet chokolade og friskrevet appelsinskal. Der er masser af muligheder…

Ingredienser – mandelkrokant

  • 1 håndfuld mandler

  • 2-3 spsk sukker

Sådan gør du

  • Læg de to blade husblas i blød i koldt vand i min. 10 minutter. Imens piskes æggehviderne helt stive. Derefter piskes æggeblommer og sukker sammen til en fin, lys æggesnaps – jo længere man pisker, jo bedre bliver det færdige resultat. Ja, jeg beklager, men sådan er det, at her belønnes man for hårdt arbejde.
  • Pres appelsinsaften ned i en separat skål. Smelt husblassen i en lille kasserolle med det vand, der hænger ved, og rør/pisk den ud i appelsinsaften. Saften med husblas hældes ned til æggesnapsen sammen med revet appelsinskal og limoncello.
  • Pisk fløden til flødeskum. Vend først flødeskummet i æggesnapsen og til sidst de stiftpiskede æggehvider i med meget let hånd.
  • Anrettes enten i en skål eller i portionsglas. Sættes på køl i mindst 4 timer, men kan sagtens forberedes dagen før.
  • Ved servering piskes lidt fløde til flødeskum, og der pyntes med flødeskum og hakket mandelkrokant.

Sådan gør du – MAndelkrokant

  • Mandelkrokanten laves ved først at smutte en håndfuld mandler, der derefter ristes på en tør pande. Når de har opnået den rette brune farve, drysses sukkeret ud over. Lad det smelte stille og roligt, vend mandlerne rundt i sukkermassen, når den er helt smeltet. Når mandlerne er godt dækket af sukkermasse, hældes de ud på et stykke bagepapir og køles af.
  • Det bliver nok til en samlet plade mandler med sukker – og når den er helt kølet af, hakkes den i grove stykker.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*