madpandekager med grønt

Madpandekager med grønt fyld

Madpandekager er bare smarte til at skjule gårsdagens rester. Eller gøre frokosten lidt mere spændende. Jeg er måske ikke den bedste til at få dem bagt, men når jeg tager mig sammen, bliver jeg nu altid lidt glad. Især dagen efter, når den sidste pandekage er pakket ind og lagt i madkassen sammen med salat. Det er altså guf.

De her madpandekager med grønt tilbehør bliver ved med at være lækre. De kan sagtens spises dagen derpå, hvis du blot holder fyld og pandekage hver for sig indtil servering. Ellers så snasker det hele bare lidt for meget sammen.

Det er jo bare SÅ besværligt

Sådan er der måske mange, der tænker om at bage pandekager: At det er mega besværligt. Men det er det altså slet ikke. Nu kan jeg også sagtens sige det, når jeg skal bage pandekager til max to personer til daglig. Det er bare også rigtigt, selv om der skal bages til mange flere. Så skal man bare sætte lidt ekstra tid af, for en pandekage tager måske ikke lang tid at bage på panden, men man kan kun bage én ad gangen – eller sætte flere pander i gang.

Gode fif

Et godt fif er hot. Panden skal være varm, ellers bliver pandekagerne ikke rigtig gode. Så godt med varme og start ud med nok fedtstof. Ikke for meget, men bare så panden har et lag hele vejen rundt. Bruger du en god sliplet-pande, kan du slippe for at bruge meget mere fedtstof end allerførst. Nogen sværger til smør som fedtstof. Det vil jeg også gøre, hvis det er dessertpandekager. Derimod synes jeg, at madpandekager kan klare sig med rapsolie eller lignende olie, der ikke smager af meget.

Når man bager pandekager, må de først bagte selvfølgelig ikke stå og blive kolde. Pak dem derfor ind i fx et rent viskestykke eller i et stykke stanniol. Så holder de sig både lune og bløde. Eventuelle overskydende pandekager kan fint pakkes ind i stanniol og gemmes til dagen efter. Her kan du lune dem i ovnen eller spise dem kolde. De smager faktisk helt fint, selv om de ikke bliver opvarmet, har jeg konstateret. Og det skyldtes altså ikke, at jeg var meget sulten.

Grønt fyld?

Madpandekager kan fyldes med alt muligt, og på den måde er de perfekte at svøbe gårsdagens rester ind i. For eksempel når man har lavet for meget af det grønne tilbehør, eller en sauté med grøntsager og rejer. De sidste stegte, grønne tomater med salat vil være et skønt indhold til madpandekagerne. Grønt fyld kan også være en gang frisk spidskål, der snittes helt fint og blandes med ærter og avocado – samt en dressing af skyr, sennep, salt og peber.

Andre opskrifter med pandekager

Der findes mange opskrifter på både madpandekager og fyldet dertil. Er det tid for stenbiderrogn, vil jeg helt klart også anbefale, at man prøver boghvedepandekager med stenbiderrogn. Det smager virkelig godt og er en delikat forret, som jeg har serveret flere gange. Pandekager kan angiveligt spises døgnet rundt, så pandekager med spinat kan fint serveres som morgenmad.

Madpandekager med grønt fyld

Opskrift af Susanne PaghMåltid HovedretType VegetarSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

15

minutter
Bagetid?

15

minutter
I alt?

30

minutter

Ingredienser

  • 2 æg

  • 2 dl mælk

  • 90 g ølandshvedemel (eller almindeligt hvedemel)

  • 1 knsp salt

  • 1 spsk rapsolie

  • Tilbehør
  • Gårsdagens rester fra grøntsagsretter, salater eller lignende

Sådan gør du

  • Rør æg og mælk sammen. Tilsæt mel og salt og pisk blandingen til en glat, lidt tyk dej.
  • Varm en pande op med rapsolie. Den skal være godt varm uden at være rygende varm.
  • Hæld lidt af dejen ud på panden og sving den rundt, så dejen fordeler sig på panden.
  • Bag pandekagen ca. 1 minut på den ene side og vend den så. 5. Fortsæt med resten af dejen. Hold de bagte pandekager lune ved at dække dem over med folie eller et rent viskestykke.
  • Fyld pandekagerne efter ønske – eller gør som mig, læg fyldet ovenpå pandekagen.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

madpandekager med grønt

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*