makronsnitter med hindbær

Makronsnitter med hindbær

Lækre, labre og virkelig lidt oldschool makronsnitter med hindbær. De vækker begejstring overalt, fordi de bare smager rigtig godt. Sød, syrlig og ganske uimodståelig. Og så er de lette at lave. Lækker kage behøver nemlig ikke altid at inkludere, at man kan jonglere med mousser og cremer. Se opskriften nedenfor og få også en masse tip til, hvordan dine makronsnitter bliver helt perfekte.

Der er nogle kager, der er lidt oldschool, som minder en om barndom og eftermiddage i haven på en sommerdag – og som man alligevel ikke rigtig taler om – men som alle elsker. Sådan en kage er makronsnitter med hindbær.

Som dug for solen…

Jeg serverede de her makronsnitter på arbejde, og de var en klar vinder. De forsvandt som dug for solen i løbet af ingen tid. Det samme skete herhjemme, hvor den skæggede også småspiste af dem. Så hvis du vil være populær blandt kollegerne og i familien, er det et klart tip at bage lækker kage.

Om makronsnitter med hindbær

Det er en kage, der er på kanten af at være en tørkage (bare meget bedre) med en mørdejsbund, et lag hindbær og øverst en makrontop. Selv om der er tre elementer, er den på ingen måde svær at lave. Vil du gøre det ekstra let, bruger du en færdig marmelade, men der er nu noget helt særligt over hjemmelavet marmelade, synes jeg. Og så kan du jo sagtens lave marmeladen dagen før, hvis det gør det hele lidt lettere. Hvis det er muligt, for marmeladen laves ved at lave hindbær fra frost, sukker og citronskal simre sammen, indtil konsistensen er som ønsket.

Bunden er en helt almindelig mørdej, der bare skal smuldres og samles med æg. Og makrontoppen skal piskes sammen lynhurtigt uden yderligere dikkedarer. Med andre ord er det helt uden ben.

Vær obs på…

”Er der slet ikke noget, der kan gå galt?” tænker du måske. Og svaret er: Jo, det er der. Faktisk er der hele tre ting, der kan gå galt. For det første hvis du ælter mørdejen i stedet for bare at samle den, så bliver den nærmest sej. For det andet hvis du voldpisker marengsmassen – den skal også bare piskes, til den er samlet. Og endelig skal du fordele marengsmassen ud over hindbærmarmeladen – ikke hælde den ud i den ene ende og tro, at den er let at fordele bagefter. For det er den ikke. I stedet skal den fordeles i små klumper, og ja, hindbærmarmeladen vil nok komme til at titte igennem, men det gør ikke noget overhovedet. Tværtom.

I stedet for hindbær kan du sagtens anvende brombær eller solbær – smagen ændrer sig selvfølgelig, og du skal blot være opmærksom på, at det hele ikke må blive for sødt. Så husk, at der gerne må være lidt syre/syrligt i marmeladen.

Og et sidste tip: Når kagen kommer ud af ovnen, skal den køle let af, før du skærer den ud i snitter. Tør kniven af ind i mellem, så du ikke får ”nasset” snitterne til med kagemasse. Det ser finest ud.

Prøv også…

Er du vild med oldschool kager, der vækker søde barndomsminder, så skal du simpelthen også prøve at bage de her sprøde hindbærsnitter.

Makronsnitter med hindbær

Opskrift af Susanne PaghMåltid DessertType KageSværhedsgrad Let
Hvor mange?

15

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

25

minutter
Køletid?

30

minutter
I alt?

1

time 

25

minutter

Ingredienser

  • Mørdejsbund
  • 175 g kagemel

  • 25 g mandelmel

  • 60 g flormelis

  • 1 knsp fint salt

  • 100 g smør

  • 2 æggeblommer

  • Hindbærmarmelade
  • 200 g frosne hindbær

  • 100 g sukker

  • Revet skal af ½ citron

  • 1 tsk vaniljesukker

  • Makrontop
  • 150 g marcipan

  • 150 g sukker

  • 2 æggehvider

  • Tilbehør
  • Form ca. 18 x 27 cm – gerne en metalform uden bund

Sådan gør du

  • Hindbærmarmelade
  • Bland de frosne hindbær med sukker og revet skal af citron i en lille kasserolle. Tilsæt en spiseskefuld vand. Varm blandingen op og lad den småsimre i ca. 10 minutter, indtil den tykner en smule. Tag så kasserollen af varmen og rør vaniljesukker i. Marmeladen bliver mere fast, når den køler af.
  • Mørdejsbund
  • Bland mel, mandelmel, flormelis og salt i en skål.
  • Tilsæt smør skåret i små tern. Smuldr smørret sammen med de tørre ingredienser, indtil du tænker, at det ligner da revet parmesan.
  • Så samles dejen med æggeblommerne.
  • Pak dejen ind i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i en halv time. Har du ikke lavet marmeladen, kan du gøre det nu, samtidig med at toppingen klargøres.
  • Makrontop
  • Riv marcipanen groft og bland den med sukkeret. Tilsæt de to æggehvider og pisk det hurtigt sammen.
  • Bagning
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Klargør din form. Jeg bruger en løs ramme uden bund. Læg bagepapir på en bageplade. Stil formen ovenpå.
  • Rul mørdejen ud mellem to lag bagepapir, så den bliver 3 mm høj og passer til formen. Der skal ikke være ”sider” på dejen – den skal passe perfekt ned i formen. Overskydende dej skæres altså blot fra.
  • Forbag bunden i 10 minutter ved 180 grader varmluft.
  • Tag bunden ud af ovnen. Fordel marmelade og derefter makrontoppingen på bunden. Vær obs på, at makrontoppingen skal fordeles, når du lægger den ovenpå hindbærmarmeladen. Den kan ikke smøres ud efterfølgende.
  • Bag kagen i yderligere 15 minutter.
  • Tag kagen ud af ovnen og lad den afkøle lidt. Skær kagen i passende stykker – jeg fik 3 x 5 stykker ud af den. Skal det være fint og mums, så skær de yderste kanter af (de kan sagtens spises…), og husk at tørre kniven af for “snask” mellem hver gang, du skærer. Det bliver rigtig fint!

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*