Nøddetærte – eller toscatærte

Jeg bliver drillet med, at jeg putter chili i alt. Men med den her nøddetærte er så lige undtagelsen. Måske fordi jeg for en gangs skyld har fundet det belejligt at følge en opskrift relativt slavisk, dvs. så meget som jeg nu kan finde ud af.

Jeg havde bagt tærten her til mine kære kolleger, der havde opdaget, at jeg havde fået ny titel. Ny titel = kage er logikken så. Men jeg er ikke den store kagebager, og derfor dukkede jeg ned i det store arkiv på internettet, hvor jeg faldt over denne her nøddetærte fra Arla. Oprindeligt kræver tærten både foodprocessor og masser af tålmodighed, jeg fik da i det mindste skåret foodprocessoren fra, primært fordi jeg ikke har sådan en dims. Og så kunne jeg jo ikke helt dy mig, så fyldet fik lige et twist af Caribien med en lille skvæt mørk rom (men ingen chili!). Uhm…

Nøddetærten til højre blev en stor succes hos kolleger og senere til caribisk julefrokost
Nøddetærten til højre blev en stor succes hos kolleger og senere til caribisk julefrokost

Opskrift på nøddetærte

Passer til et normalt tærtefad – sådan cirka 10-12 stykker afhængig af, hvor sød en tand man har

Tilberedningstid:
Et par timer … så hav god tid!

  • Dejen skal hvile mindst ½ time
  • Tærtebunden skal i fryseren 20 minutter
  • Tærtebunden forbages andre 20 minutter (180 gr)
  • Og endelig bages den færdige tærte inkl. fyld i yderligere 20 minutter (180 gr)

Ingredienser:

Dej

  • 200 g hvedemel
  • 3 spsk flormelis
  • 125 g smør – koldt
  • 1 æg

Fyld

  • 200 g blandede hakkede hasselnøddekerner og valnødder
  • 100 g rosiner
  • 75 g smør
  • 85 g sukker
  • 3 spsk honning (jeg brugte almindelig lynghonning)
  • ¼ liter piskefløde
  • 1 knivspids groft salt
  • 1 stang vanilje
  • 1 skvæt rom – endelig ikke for meget, 1-2 tsk

Sådan gør du

Start med at gøre plads i fryseren til et tærtefad, men vent med at tænde for ovnen.

Derefter skal dejen blandes sammen, og jeg bruger som nævnt ikke en foodprocessor, selv det sikkert ville være nemt, men klør fem. Bland mel og flormelis sammen og tilsæt smørret i små bidder. Smuldr dejen og saml den med ægget. Her er lige et tip: Rør ægget let sammen og tilsæt det lidt efter lidt. Æg kommer i meget forskellig størrelse, og der er forskel på, hvor meget væde dejen kan opsuge. Når dejen er samlet, pakker jeg den ind i wrap og lægger den i køleskabet i minimum en halv time, men den kan sagtens ligge der meget længere – fx til næste dag.

Rul dejen ud og læg den i en (smurt) tærteform. Prik bunden med en gaffel og stil tærten i fryseren i ca. 20 minutter.

Og imens er det så ved at være tid for at tænde ovnen. Her bryder jeg sikkert med alle regler, for jeg bager altså ved varmluft, 180 grader. Hvis det ikke er varmluft, må du gerne sætte varmen lidt op til 200 grader. Forbag tærtebunden i ca. 20 minutter.

Imens kan du hygge dig med fyldet. Bare lige så du ved det – det er rigtig mange nødder, der skal hakkes groft, og har man ikke en minihakker, så skal man lige afsætte lidt tid til det, fx mens tærtebunden er i fryseren. Og nej, jeg havde ikke en minihakker, så jeg gik i krig med den savtakkede kniv, der bider sig fast i nødderne og hindrer dem i at springe til alle sider.

Når nødderne er klar, blandes alle ingredienser til fyldet i en gryde – vent med rommen. Det koges igennem et par minutter, og så kan rommen tilsættes. Fordeles i den forbagte tærtebund – og så ind i ovnen igen i ca. 20 minutter, indtil det bobler lystigt over det hele. Den bagte nøddetærte afkøles på en rist – og kan fx serveres med mango- og kokosis. Eller bare med en klat vaniljeis eller flødeskum.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*