Nye chia knækbrød, nu med parmesan


Man kan stort set altid finde hjemmebagt knækbrød hjemme hos os – til stor glæde for ham den skæggede, der jævnligt stiller det ledende spørgsmål: “de er meget sunde, ikk’?” Og de indeholder da også, som min mor ville have sagt, “lutter gode sager”. Og så er de nemme at lave, og det er måske også derfor, de altid er at finde i køkkenskabet. Jeg laver ofte chia knækbrød.
Her er de lavet i en version med parmesan, bare for variationens skyld. Man kunne fristes til at kalde dem for “alt i en”-knækbrød (hvis der altså ikke allerede var en kiks med det navn). Men det er en alt-i-en udgave uden behov for andet end måske et glas vino.

Opskrift – chia knækbrød

Til to bageplader knækbrød skal man bruge 20 minutters arbejdstid og 45 minutter, mens man venter på ovnens mirakel (uden at opfordre til umådeholdent drikkeri, kunne man evt. tage et glas af føromtalte vino i ventetiden).
Ingredienser:

  • 1 dl chiafrø
  • 2 dl vand
  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl sesamfrø
  • 1 dl græskarkerner
  • 1,5 dl solsikkekerner
  • 4 spsk rugmel
  • 1 spsk salt
  • 1/2 dl rapsolie
  • 1/2 dl varmt vand
  • 2-4 spsk revet parmesan

Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Frembringe to skåle. I den ene blander du chiafrø med 2 dl vand. Rør rundt og lad det hvile i et kvarter. Imens blander du alle de tørre ingredienser i den anden skål. Vent med parmesanen, den skal ovenpå.

Derefter frembringer du to bageplader, som du beklæder med klædelig og praktisk bagepapir – tag et ekstra stykke af i samme størrelse til senere brug.

Når chiafrøene har hvilet i et kvarter, har de suget rigtig meget væde. Vildt meget faktisk. De kan suge 12 gange deres egen vægt, så er man advaret – jeg vil ikke spise dem uforarbejdet, tænk, hvad de kan gøre ved maven!
Bland olien i den tørre blanding og chiafrøene. Tag den ene plade, hæld ca. halvdelen ud på bagepapiret, læg det ekstra stykke bagepapir over og rul knækbrødsdejen tyndt ud. Tag det øverste lag bagepapir af. Gentag med den anden plade. Brug bagsiden af en almindelig kniv til at ridse dejen op i firkanter, så den er let at knække i pæne stykker efter bagning. Drys groftrevet parmesan over. Bages ca 30-45 minutter, afkøles på rist og lægges i kagedåser.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*