Påsken byder på rabarber – og nyt køkken ;)

Lige nu er jeg ved at få abstinenser. Bage-abstinenser altså. Eller måske bare køkken-abstinenser sådan helt generelt. Der renoveres på livet løs, og i efterhånden nogle uger har vi været uden et rigtigt køkken. To kogeplader og en miniovn tæller ikke rigtig i den forbindelse, selv om der altså er blevet lavet en plade småkager en enkelt gang og varm mad stort set hver dag. Og så er det endda sæson for rabarber. De skal jo i masser af kager!

Fra et trægulv med sprækker til Quooker, dampovn og nyt køkken

Det startede med et gulv, der måske skulle skiftes på et tidspunkt, da vi flyttede ind for et par måneder siden. Den første aften i køkkenet afslørede dog en væsentlig fejl. Enten skulle der skæres 10 cm af mine ben, eller også skulle bordpladen hæves. Det var godt nok ikke en del af planen, men jeg græd tørre krokodilletårer, for jeg var ikke helt vild med køkkenindretningen. Og når nu der skulle lægges nyt gulv i køkken-alrummet, så burde vi tage entreen med. Derefter kommer bryggerset med i samme omgang. Og da det heller ikke var optimalt indrettet, bliver det også renoveret med nye skabe. Og således bliver et trægulv til fliser, et gråt 2004-køkken til lyst 2019-køkken – og i næste fase nyt bryggers.

Snart ankommer det nye køkken, dvs. vi modtager en bunke elementer, der skal sættes sammen, sættes op og sættes på plads i. Den skæggede har allerede haft gang i den store værktøjskasse, både den fysiske og den med projektlederredskaberne i, for han står for koordinering af håndværkere og alt det praktiske i øvrigt. Og hold fast, hvor sætter jeg stor pris på det. Den skæggede har en fortid som håndværker, så han kan se de smarte løsninger og sparer os for både omkostninger og tidsspild – også selv om det er mange år siden, han professionelt håndterede hammer og sav. Jeg ser nu frem mod at få både Quooker og dampovn… kan næsten ikke vente 😉

Rabarbersæsonen er skudt i gang

Havde jeg haft et velfungerende køkken, havde der nemlig ikke været tvivl i mit sind, da jeg forleden så årets allerførste bundt rabarber i det lokale supermarked. Jeg ville helt bestemt have købt dem, så de kunne komme i en rabarbertærte, i rabarberis eller måske blive til en syrlig-sød rabarberkompot. Nu nøjedes jeg med at kigge langt efter dem. Hjemme igen kiggede jeg ned i bagkataloget af opskrifter for at finde ud af, hvad der skal serveres, når det bliver tid for at kokkere og bage igen.

Rabarberis

Når jeg igen får lidt mere plads end den her lillebitte boks i det lille køleskab, vi har midlertidigt, så skal der laves is. Og hvad er mere oplagt end rabarberis med masser af rabarber og måske lidt hvid chokolade. Det er i hvert fald en af de kombinationer, som den skæggede sætter stor pris på, og han skal efter indsatsen med køkkenet forkæles rigtig meget. Tjek opskriften her. Og vær kvik med kameraet, hvis isen skal foreviges, for den forsvinder hurtigt, viser erfaringen – ellers tjek billedet nedenfor, for det var alt, hvad der var tilbage, da jeg fik fundet mobilen frem.

Rabarbertærte

Jeg har lavet mange, forskellige udgaver af rabarbertærte gennem tiden. Her er et udpluk af dem. Alle er de kendetegnet ved at være velsmagende og med en god balance mellem det søde og det syrlige.

Her er den helt klassiske rabarbertærte:

klassisk rabarbertærte

Eller hvad med denne her meget lækre rabarbertærte med marengs på toppen:

rabarbertærte med marengs

Den sidste tærte med rabarber er den her imponerende sag, hvor Maja Vase er ophavskvinde til opskriften.

jordbær-rabarbermousse kage

Rabarberkage

En enkelt rabarberkage eller to er det også blevet til. Rabarberkagen kunne komme på bordet, når der kommer gæster i løbet af påsken. Den er også velegnet til at tage med som kollega-kage. Jeg har valgt denne her med kokos og marcipan, den smager virkelig godt og er samtidig ret enkel at lave.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*