pærekage

Pærekage med vanilje og mandler

I al for lang tid havde vi talt om, at nu skulle ovenboerne også bydes på en kop kaffe. Men det var svært at få de to familiers kalendere til at mødes. Men nogle gange er den pludselige indskydelse den bedste, så med kort varsel lykkedes det i dag. Og så skulle der bages hurtigt… det blev til denne pærekage med vanilje og mandler hakket groft til pynt. Den er, undskyld, pærenem og ikke mindst hurtig at smække sammen og ind i ovnen, på den måde bliver det nemt at invitere til kaffe med kort varsel.

Nogle gange skal man nemlig tillade sig selv de pludselige indskydelser. Det gælder også for kontrolfreaks og kalendergymnaster – altså alle os, der presser lidt ekstra ind i kalenderen og som ofte har dobbeltbookinger i løbet af dagen. Men pludselige indskydelser kan give den uventede oplevelse eller den gode samtale. Nogle gange giver det også bare et afbræk i hverdagen. Og nogle gange lidt af hvert. Uanset hvad så er det jo en god årsag til at bage en kage – nu kan jeg sådan set også finde gode årsager til at bage kage i næsten hvad som helst.

Pærer er ligesom æbler jo ikke bare en enkelt sort. Men læg ikke for meget i, at jeg valgte conference pærer til denne kage. Det skyldes udelukkende, at det var det, jeg havde. Men det fungerede virkelig godt, må jeg indrømme.

Af en eller anden grund flyder min blog ikke over med opskrifter med pærer. Og dog er der for eksempel denne her, der er en lige så let og hurtig pærekage, blot a la belle Helene , som er inspireret af den klassiske dessert.

Detaljer

Hvor mange?

6-8 personer = springform 22 cm

Arbejdstid?

20 minutter

Tid i ovnen?

35 minutter

Hvor svært?

Let

Ingredienser

  • 2 æg

  • 150 g sukker

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 125 g hvedemel

  • 1 tsk bagepulver

  • 2 pærer – jeg valgte Conference pærer

  • Pynt
  • 1 håndfuld grofthakkede mandler

  • Serveres med
  • Creme fraiche, vaniljeis eller flødeskum

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Gør en springform klar med bagepapir i bunden og smurte sider (med en anelse olie).
  • Pisk æg og sukker sammen let og luftigt. Tilsæt vaniljesukker og pisk igen. Vend hvedemel og bagepulver i. Hældes i den smurte form.
  • Skræl evt. pærerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset. Skær pærerne i både, der placeres på dejen. Drys med en håndfuld hakkede mandler og smid kalorius ind i den varme ovn i ca. 30-35 minutter.
  • Afkøles let inden servering. Det er da let 😉
pærekage

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*