pæremarmelade med citron og ingefær

Pæremarmelade med ingefær og citron

Pærer er underligt overset i forhold til æbler. Det er virkelig synd, for pærer fungerer supergodt både i desserter og i det salte køkken, hvor de med sødme og sprødhed giver kant. Her er en pæremarmelade med ingefær og citron, som første gang kom til verden, mens vi var haveejere, og jeg blev næsten panisk ved tanken om alle de pærer, som skulle bruges asap. Tjek opskriften her – og læs mere om min tid som haveejer nedenfor.

Opskriften her lavede jeg første gang, mens vi var haveejere, men den fungerer lige så godt på købte pærer (eller pærer fra pærerov) som på egen avl. Men dengang vi var haveejere, lavede jeg en aftale med fuglene ude i haven. Det var helt ærligt nok mest dem, der styrede aftalen, som i al sin enkelhed gik ud på, at de fik æblerne, mens jeg fik pærerne. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke ville røre pærerne, men det var nu en ok handel for mig, for jeg er generelt ret begejstret for pærer – og for de to små, men meget generøse pæretræer.  

Jeg blev aldrig helt sikker på sorterne, det kunne være Clara Frijs og Conference. I hvert fald var de meget velsmagende og kunne sagtens ligge inde i nogle dage uden at blive bløde og kedelige. Jeg er nemlig ikke meget for pærer, der er blevet for modne. De skal helst være lidt undermodne, hvis de skal spises uden tilberedning. Til marmelade må de derimod gerne være modne.  

Savner jeg haven, nu hvor vi bor på 15. sal? Nej, egentlig ikke, jeg er mega glad for at have haft oplevelsen med en have. Jeg nød at følge fx pære- og æbletræerne over året og gennemgå optionerne for at få frugterne fra træerne for mig selv – uden at dele med fuglene. Nu nyder jeg at slippe helt for havearbejde – den skæggede vil sige, at jeg hele tiden har sluppet for havearbejde.  Det er sikkert rigtigt, nu gør jeg det bare med god samvittighed.  

Om pæremarmelade med citron og ingefær

Pæremarmeladen passer rigtig godt til fx ost, men også bare alene på et stykke brød. Og så er den virkelig let at lave – ligesom det meste marmelade handler det om at lade den passe sig selv, mens den koger ud og koger sammen. Dertil skal så lægges lidt tilsmagning, så marmeladen ikke bliver fad i smagen, men derimod får lidt syre og bid fra citron og ingefær. Det elsker jeg i hvert fald.

Andre marmelader

Marmelade er så let at lave, at jeg ofte vælger kun at lave mindre portioner. Man kan altid lave en ny portion. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis man står med mange kilo pærer, som gerne skal tilberedes med det samme. Men har du fx plukket brombær til fryseren, er det let at tage en pose op og lave frisklavet brombærmarmelade. For eksempel en brombærmarmelade med et skvæt rom, som giver marmeladen en mere voksen smag.

I den voksne afdeling finder man også en bergamotte-marmelade. Den er skarp i smagen og smager lidt a la altheabolsjer.

Pæremarmelade med ingefær og citron

Opskrift af Susanne PaghMåltid Sødt og syndigtType MarmeladeSværhedsgrad Let
Hvor mange?

1

glas
Arbejdstid?

10

minutter
Kogetid?

30

minutter
I alt?

40

minutter

Ingredienser

  • 4-5 pærer (skrællede og uden kernehus ca 400 g)

  • 80 g sukker

  • ½ citron, saft og revet skal

  • ½ tsk stødt ingefær

  • ½ tsk vaniljesukker

  • Evt rød Melatin

  • Evt atamon til at skylle glasset i

  • Tilbehør
  • 1 glas med tætsluttende låg

Sådan gør du

  • Skræl pærerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset. Skær dem i mindre stykker.
  • Læg dem i en gryde sammen med sukker og saft og revet skal af citron. Varm op og lad det småsimre i ca. 25 minutter, indtil pærestykkerne er kogt næsten ud.
  • Tilsæt ingefær og vaniljesukker. Hvis du tilsætter rød melatin, må marmeladen ikke koge igen.
  • Skyl glasset med kogende vand og evt Atamon. Hæld den færdige marmelade op i glasset og lad den køle af, før låget lukkes.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Klik her.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*