pasta med spidskål og laks

Pasta med spidskål og laks i flødesauce – comfort food

Foråret må godt snart komme. Det er nok lidt tidligt at tale om det, men alligevel… jeg savner solen og varmen. Men så kan man da altid lave sig en omgang comfort food, der også er lidt forårspræget. Og det er lige, hvad den her portion pasta med spidskål og laks i flødesauce er: comfort og forår i én portion.

Pasta er lækker comfort food

Det ligger i selve udtrykket, at comfort food er mad, der giver en oplevelse af tryghed, noget genkendeligt og masser af ro i sjælen. For mig er pasta med spidskål og laks i en god gang flødesauce rigtig comfort food. Det er det måske ikke for alle. Jeg vil tro, at mange først tænker på mere traditionelle retter eller eventuelt en burger til dagen derpå. Men for mig er der masser af hygge i en enkel pastaret, som man kan spise med ske og gaffel. Måske er der lidt for mange kulhydrater i forhold til anbefalinger i kostråd og sundhedsguides, måske er den lavet med piskefløde, men man kan jo vælge en fuldkornspasta og madlavningsfløde, hvis fornuften skal bestemme lidt. Også uden at miste al comfort oplevelse.

pasta med spidskål og laks

Jeg har valgt at bruge varmrøget laks til retten. En rest bagt eller stegt laks kan sagtens anvendes i stedet for. Det ville nemlig også passe rigtig godt. Vær dog obs på, at varmrøget laks er relativ salt. Ud over spidskål er der også masser af ærter i retten. To herlige grøntsager, der sammen vækker virkelig minder om sommer og sol. Friske ærter er imidlertid ikke sådan lige at opdrive i januar måned, men frosne ærter går også fint. Nogle gange kan frosne grøntsager endda rent ernæringsvist være at foretrække, fordi mange friske grøntsager faktisk mister vitaminindhold allerede efter få timer i plukket tilstand. Ærter til frost blancheres, inden de fryses ned, hvilket betyder, at vitaminindholdet bevares. Noget helt andet er smagen – men i dag synes jeg faktisk, at det ikke er så svært at finde frosne ærter, der også er velsmagende.   

Frisk eller tørret pasta?

Hvis du laver din pasta selv, så er det ret blæret. For os andre dødelige gælder det, at vi vælger frisk eller tørret pasta, som vi nu synes bedst. Hvis man er italiener, er det ikke en dødsynd at vælge tørret pasta. Det troede jeg faktisk i mange år, men man kan jo få rigtig meget god pasta, der også er tørret. Pasta er nemlig ikke bare pasta. Lidt googleri viser, at den tørrede pasta også er den foretrukne form i Italien, især i den sydlige del af landet er den fremherskende. Tørret pasta er derudover ret smart, fordi den kan holde i nærmest uendelige tider, mens den friske pasta har noget mere begrænset holdbarhed. Er den friske pasta fabriksfremstillet, er holdbarheden ofte en måneds tid i køleskabet (uåbnet), mens hjemmelavet frisk pasta skal koges med det samme.  

Til denne ret har jeg brugt tørrede pastapenne. Den friske pasta (uanset om du køber eller selv laver) kommer jo typisk som en eller anden variant af båndpasta, for eksempel tagliatelle, og det er helt fint til denne ret.

Pasta med spidskål og laks i flødesauce – comfort food

Opskrift af Susanne PaghMåltid FiskType HovedretSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Kogetid?

15

minutter
I alt?

30

minutter

Pasta med laks og spidskål svøbt i flødesauce – det er virkelig comfort food.

Ingredienser

  • ½ rødløg

  • 1 fed hvidløg

  • 1 spsk olivenolie

  • ½ spidskål

  • 100 g frosne ærter

  • 1 dl fløde (piskefløde er lækkert, madlavningsfløde er fornuftigt)

  • evt ½ dl kogevand fra pasta

  • 125 g varmrøget laks

  • Salt, peber

  • 100 g tørrede pastapenne

Sådan gør du

  • Sæt pastaen over. Den skal være kogt al dente, og endelig ikke mere, det sidste får den, når den bliver blandet med resten.
  • Hak hvidløgsfed og rødløg fint. Fjern stokken og snit spidskålen fint.
  • Varm en sauterpande op med olivenolie. Svits hvidløg og rødløg et par minutter, uden at de tager farve. Vend spidskål i løgene, og lad kålen falde lidt sammen. Tilsæt herefter de frosne ærter.
  • Hæld fløde ved – gerne sammen med lidt af kogevandet fra pastaen, så konsistensen bliver en let sauce. Lad det koge op. Del den varmrøgede laks i mindre stykker og vend den i sauterpanden til sidst sammen med pastaen. Så er der klar til servering.  

Bemærk

  • Har du en rest bagt eller stegt laks, kan den fint anvendes i stedet for den varmrøgede laks
pasta med spidskål og laks

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*