Rabarberkage med kokos og marcipan – og hvorfor det ikke altid er let at være den skæggede

Det er ikke altid let at være den skæggede her i huset. Forleden ville han have et stykke af en rabarberkage med kokos og marcipan, jeg havde lavet. Det måtte han også godt, hvis han bare ville skære pænt. Jeg havde nemlig endnu ikke fået taget foto, så det skulle der være kage til. Den skæggede så opgivende på mig og fandt i stedet en småkage til sin kaffe. Han finder sig nu i at være testkanin på rigtig mange retter, og jeg sætter stor pris på hans vurdering og kommentarer.

Min rabarberkage med kokos og marcipan, som han selvfølgelig fik smagt, da der var taget foto, var der thumbs up til med det samme. Og det forstår jeg godt, for den er både let og svampet, sødmefyldt og med lidt syre fra rabarber. Det forenes til en lækker kage, der både kan serveres til en kop kaffe og som dessert.

Det er en lynhurtig kage at bikse sammen. Nu hvor rabarbersæsonen snart er over, kan man bare proppe noget andet frugt i, fx nektariner eller blommer. Men her var det altså de sidste rabarber, der blev nydt – og dertil nok også sæsonens sidste jordbær.

Er du mere til en mega snasket rabarberkage, er denne her et ret godt bud med en topping a la brunsviger.

Detaljer

Hvor mange?

8 store eller 12 små stykker

Arbejdstid?

30 minutter

Bagetid?

30-35 minutter

Hvor svært?

Skal bare bikses sammen

Ingredienser

  • 2 fine æg af normal størrelse

  • 100 g sukker

  • 100 g smør, der smeltes over sagte ild eller bare på komfuret

  • 90 g hvedemel

  • 80 g kokosmel

  • 1 tsk bagepulver

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 60 g marcipan skåret i små bidder

  • 300 g rabarber, der snittes i små stykker

  • 1 håndfuld mandler, der hakkes groft

  • Serveres med…
  • Jordbær, cremefraiche eller flødeskum

Sådan gør du

  • Start med at tænde ovnen på 170 grader varmluft. Find en form på ca. 18 x 18 cm og læg bagepapir i den. Klargør marcipan, mandler og rabarber som beskrevet under ingredienser. Smelt smørret.
  • Pisk nu æggene sammen med sukkeret, så det bliver en luftig masse. Tilsæt det smeltede smør lidt ad gangen, pisk imellem.
  • Bland kokosmel, bagepulver og vaniljesukker og rør det ind i dejen. Vend derefter melet i, slut af med at vende marcipan og rabarber i. Fordel dejen i formen og strø de grofthakkede mandler over.
  • Ind i ovnen med den en halv times tid. Tjek med en gaffel, at den er gennembagt. Hænger der dej ved gaflen, skal den have lidt længere tid.
  • Ved servering
  • Spises lun eller kold med jordbær og/eller cremefraiche til.

One Comment

  1. Pingback: Påsken byder på rabarber – og nyt køkken ;) – Sundt for to

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*