rødbedecarpaccio med peberrodscreme

Rødbedecarpaccio med peberrodscreme

Carpaccio er normalt ultratynde skiver af rå okse- eller kalvefilet. Min rødbedecarpaccio med peberrodscreme kan sagtens laves helt rå, men jeg har nu valgt at koge rødbeden, før jeg skar den i tynde skiver. Hvis man står og mangler en forret 5 minutter i lukketid, er en rødbedecapaccio et rigtigt godt bud. Alle ingredienser kan købes i den lokale discountbutik, og så tager den faktisk ikke lang tid at lave.

Jeg fik idéen, da jeg fornylig lavede en god middag til den skæggede og mig. Jeg havde egentlig både forret, hovedret og dessert, men syntes, at der manglede et eller andet. Her passede carpaccioen perfekt ind, fordi den ikke er meget mættende i maven, men giver rigtig gode smagsoplevelser.

Tre facts om rødbedens smag og farve

Fakta nr 1: Rødbeder får deres røde farve fra faravestoffet betanin, som indeholder pigmentet betacyanin, der er vandopløseligt. Nogle mennesker kan ikke nedbryde betacyanin, og derfor udskilles pigmentet sammen med urinen. Derfor tisser nogle mennesker efter at have spist rødbede, men det er altså ganske uskadeligt.

Fakta nr 2: Den lidt fade, jordagtige smag ved rødbeder skyldes stoffet geosmin. Stoffet er ligesom betanin uskadeligt.

Fakta nr 3: Rødbeder er en del af amarant-familien, og selv om de går under det fælles navn rødbeder, kan man få masser af beder i andre farver fra helt hvide og gule til festligt bolsjestribede.

Om rødbedecarpaccio med peberrodscreme

Da rødbede i sig selv kan være lidt sødt og fad i smagen, skal der noget syre til. Det kommer der i form af balsamicoeddike og hvidvinseddike. Der må også godt være noget salt – her er det blevet til både saltede mandler og rugbrødscroutoner, der har fået lidt salt. Endelig er der kommet syltede rødløg på toppen, som samler retten rigtig fint. Se opskriften på syltede rødløg her i min salat med falafler og ærtecreme. Dressingen er en peberrodscreme af den lette slags, men med friskrevet peberrod, så den er skarp.

Får du rødbedeskiver til overs, så brug dem til pynt på dagens rugbrødsmad eller som tilbehør til næste dags aftensmad.

Har du travlt, så lav retten med rå rødbeder. De skal bare virkelig skæres tyndt, ellers bliver det lidt for hårdt tyggearbejde… Men rødbeden kan sagtens koges dagen før, skæres og lægges i dressingen. Den tager bestemt ikke skade af at trække til dagen efter. Du kan også lave både saltmandler og rugbrødscroutoner på forhånd, men vær obs på, at det kan medføre et vist ”spild”, hvis der er lækkersultne i husstanden.

Skal vi lige tage den traditionelle med kød

Den traditionelle carpaccio er med rødt kød. Altså ikke helt acceptabelt i dagens klimadebat. Til forsvar for retten kan dog fremhæves, at der faktisk ikke bruges så meget kød pr person, da det skæres tyndt. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at kødet er rødt – og at rødt kød er klimabelastende. Men skal der være fest på kødfronten, så vælg rigtig godt kød. Det må gerne være oksefilet, som du får slagteren til at skære den supertyndt. Læg skiverne på et fad, top med rucola, parmesan i flager og en god olivenolie. Man kan også brune kødet af, så det ikke er helt råt, det er vist en smagssag.

En alternativ forret – der kræver masser af tid

Skal du gå lidt mere amok med rødbede til forret, kan jeg kun anbefale, at du prøver rimmet laks med rødbede og peberrodsmayonnaise. Det smager himmelsk godt, men kræver lidt forberedelse, fordi laksen skal fryses i 24 timer inden brug, og så tager selve rimningen af laksen også et døgns tid.

Rødbedecarpaccio med peberrodscreme

Opskrift af Susanne PaghMåltid Gæst og fest, GrøntType Forret, vegetarSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

20

minutter
Kogetid?

30

minutter
Hviletid?

30

minutter
I alt?

1

time 

20

minutter

Ingredienser

  • 1 rødbede af medium størrelse

  • 1 spsk balsamicoeddike

  • 1 tsk hvidvinseddike

  • 1 tsk akaciehonning

  • 1 spsk rapsolie

  • salt, peber

  • Peberrodscreme
  • 1 tsk friskrevet peberrod

  • 2-3 spsk skyr

  • Saltede mandler
  • 1 håndfuld mandler

  • 1 spsk salt

  • Rugbrødscroutoner
  • 1 skive rugbrød

  • olivenolie eller lignende til stegning

  • Syltede rødløg
  • syltede rødløg (se opskrift her)

Sådan gør du

  • Kog rødbeden i ca. 30 minutter i letsaltet vand. Overhæld rødbeden med koldt vand og gnub skindet af. Skær rødbeden i ultratynde skiver.
  • Rør en dressing af akaciehonning, balsamicoeddike, hvidvinseddike og rapsolie. Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over rødbedeskiverne og vend dem rundt. Lad trække i 15-30 minutter.
  • Saltmandlerne: Rist mandlerne på en tør pande ved god varme, så de tager lidt farve. Hæld salt på og ½ dl kogende vand. Vend mandlerne godt rundt, så de får salt over det hele. Lad dem stå på varmen et øjeblik, så de tørrer. Køles af og hakkes groft.
  • Rugbrødscroutoner: Varm en pande op med lidt olie. Skær rugbrødet i småbitte stykker, det må gerne smuldre helt. Rist rugbrødssmulderet på panden ved medium varme. Når det er sprødt, giver du det et vrid salt. Lad dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • Peberrodscreme: Rør skyr med friskrevet peberrod, smag til med salt og peber.
  • Anret rødbedeskiverne på to tallerkener. Drys hakkede saltmandler og rugbrødscroutoner over. Sæt små klatter af peberrodscreme og slut af med lidt syltede rødløg.

Bemærk

  • Har du ikke syltede rødløg, kan de undværes. Men ellers kan jeg kun opfordre til, at man laver en stor portion af dem, for de kan virkelig bruges til meget.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

rødbedecarpaccio med peberrodscreme

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kilde: Havenyt

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*