Da jeg lørdag var på strøgtur, gik turen forbi det lille grøntmarked. Her har et par biodynamiske grøntsagsavlere fundet sig en plads. Her faldt jeg over en masse grøntsager, som så rigtig gode ud. Men jeg holdt mig i skindet og nøjedes med at købe, hvad jeg rent faktisk havde behov for, nemlig rødbeder, rødløg og hvidløg. Sammen med en dåse hakkede tomater samt ikke mindst en halv dåse kikærter blev det til denne velsmagende suppedas.
Den skæggede var ganske og aldeles begejstret for kikærterne: “Hvad er det nu de hedder, de små her, de smager altså rigtig godt.” Kikærter ristet på panden med spidskommen og persille er altså heller ikke at foragte. I min suppedas af en suppe blev de det sprøde, krydrede islæt, som sammen med cayenne og lidt skyr gav et rigtig godt modspil til rødbederne.
Rødbeder er søde, så de kan godt bruge lidt modspil fra krydderihylden. Her blev det cayenne, men ofte bruger jeg enten chili eller timian (selvfølgelig med vidt forskelligt resultat i smag).
Et alternativt spicy indspark finder du i den spicy rødbedesuppe med skarp peberrodscreme, som jeg lavede for nogle år siden.
PS: Husk, at rødbedernes røde farve smitter af – hele vejen gennem fordøjelsessystemet, bare så du ikke får et chok…
Detaljer
2 personer
30 minutter
15 minutter
Enkel
Ingredienser
3 rødbeder af medium størrelse
1 lille rødløg
1 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
1/2 l grøntsagsbouillon
Olivenolie
Salt, peber
Cayenne efter smag
Evt. 1 spsk æblecidereddike
Serveres med skyr eller cremefraiche samt groft brød
Ingredienser – ristede kikærter
1/2 ds kikærter
1/2 tsk spidskommen
1/2 bdt persille
Olivenolie
Salt, peber
Sådan gør du
- Start med suppen. Skræl rødbederne og riv dem groft. Stil til side, mens du varmer lidt olivenolie op i en gryde og hakker både rødløg og hvidløg fint.
- Svits rødløg og hvidløg i olien, uden at det tager farve, og tilsæt så de revne rødbeder. Lad dem svitse med et par minutter. Hæld hakkede tomater og grøntsagsbouillon på, giv det hele et lille drys cayennepeber og lad det simre i ca. 10 minutter, indtil det hele virker mørt og sammenkogt.
- Imens varmes lidt olivenolie på en lille pande. Her ristes kikærterne sammen med spidskommen, persille, salt og peber, indtil de er sprøde og lækre. Pas på, de er stærkt vanedannende, så smag ikke for meget på dem, inden servering, der skulle jo gerne være nogen tilbage.
- Når suppen er færdigkogt, blendes den med en stavblender, så den bliver mere glat i det. Smages til med lidt mere cayennepeber, salt og peber. Evt. kan du også give suppen en anelse æblecidereddike, hvis den mangler lidt syrlighed.
- Serveres med de ristede kikærter, skyr og groft brød.