Ramsløgsdressing til røget makrel

Den skæggede spurgte: “Er det så nu, du vil forgive mig?”, for menuen stod på ramsløgsdressing serveret til røget makrel, nye kartofler og asparges. Ramsløg er lette at forveksle med liljekonvaller, der er meget giftige. Bladene er stort set ens, men liljekonvallerne dufter ikke af hvidløg. Det gør ramsløgene til gengæld. Nu blomstrer ramsløgene også for tiden med flotte hvide skærme af små blomster, så man kan slet ikke forveksle de to planter. Og godt for det, for jeg vil da ikke risikere at servere noget, man kan dø af. Liljekonvaller kan ifølge Giftlinjen give ildebefindende, diarré og forstyrrelse af hjerterytmen. Ramsløg giver derimod en dejlig smag til maden og ligger godt i maven.

Jeg havde været på en lille sanketur i den lokale skov, og her står ramsløgene tæt i store flokke. Godt blandet med brændenælder er de imidlertid beskyttet mod al for uhæmmet høst. Jeg fik dog plukket en mængde ramsløg, der ud over at komme i dagens ramsløgsdressing også blev til en pesto, som anvendes til salater. Bliver der en rest nye kartofler til overs, så gem dem sammen med lidt dressing til en kartoffelmad dagen derpå – det smager genialt godt.

Ud over asparges og kartofler lavede jeg også en lynhurtig tomatsalat med parmesan.

Skulle du blive i tvivl, er linket til Giftlinjen her.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

30 minutter

Alt i alt?

30 minutter

Hvor svært?

Helt enkel

Ingredienser

  • 1/2 kg nye kartofler

  • 1/2 bdt grønne asparges (ca 200 g)

  • 2 varmrøgede makrelfileter

  • Ramsløgsdressing
  • 12 blade ramsløg

  • 1/2 citron – saft heraf

  • 4-5 spsk skyr, cremefraiche eller lignende

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Klargør kartoflerne og sæt dem over og koge. Giv dem endelig ikke for meget… ofte er 10 minutters kogetid rigeligt, når kartoflerne er nye. Lad dem evt trække i kogevandet i 5 minutter, efter at du har slukket for dem.
  • Knæk enderne af de grønne asparges. Hæld dem over med kogende vand (jeg er vild med min Quooker…)
  • Ramsløgdressing
  • Bland så dressingen: hak ramsløgbladene groft og blend dem derefter med citronsaft. Det kan godt tage lidt tid med stavblenderen, viser min erfaring, men det er besværet værd. Når bladene er godt blendede, tilsættes skyr og blendes med et øjeblik. Smag til med salt og peber – og evt lidt ekstra citronsaft. Mere eller mindre citronsaft afhænger bl.a. af det surmælksprodukt, man bruger.
  • Servering
  • Pluk makrelfileterne i mindre stykker og anret det hele på et fad. Lav evt en tomatsalat til med cherrytomater, revet parmesan og en dressing med olie og citronsaft.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*