saftigt brød

Saftigt brød med koldhævning

Dette indlæg indeholder reklamelinks mærket med *. Hvis du drømmer om et blødt, saftigt brød, der holder sig frisk og saftigt ikke bare dagen derpå, men i flere dage, så prøv det her brød. Det er helt sikkert ikke det sundeste brød, og slet ikke et groft brød. Til gengæld så smager det vildt godt og bliver ikke tørt og kedeligt.

Når det hjemmebagte brød hurtigt bliver tørt, kan man godt blive lidt ærgerlig. Men hvordan undgå det? Tja, jeg har i hvert fald fundet den her løsning, hvor tid og godt mel er nøgleordene. Glem til gengæld stort set alt om gær, for der er meget lidt gær i dejen. Den har til gengæld fået lov til at hygge sig på køkkenbordet pænt tildækket i et døgns tid. Fordelen ved lidt gær og masser af tid er, at brødet får mulighed for at udvikle sig. Derudover risikerer du ikke, at brødet får en kedelig gærsmag.

Mere protein, mindre mel

Når jeg bager brød, bruger jeg mel med højt proteinindhold. Her har jeg heller ikke hældt masser af mel i dejen. Højt proteinindhold finder du i fx manitoba mel, gå efter en variant med 16% proteinindhold (fx fra Skærtoft Mølle, reklamelink *). Det bliver en blød dej, og du skal nok lige holde lidt mel tilbage, så du kan forme brødet med det. Der må simpelthen ikke blive en tør dej ud af det. Det kan ellers være tillokkende, fordi den lidt tørre og faste dej er let at arbejde med, og fingrene klistrer ikke sammen af dej. Resultatet bliver bare derefter, dvs du får et tungt, fast brød, hvilket ikke ligefrem er ønskværdigt. Dejen skal derimod være meget blød og lækker at røre ved, og den skal behandles lempeligt og med let hånd. Ovnen skal selvfølgelig være varm, når du sætter brødet ind. Har du mulighed for at tilsætte damp, så gør det endelig.

saftigt brød

Hvad er hemmeligheden så?

Hvis der er en hemmelighed bag et saftigt brød som det her, er der mel og syre. Supergod mel med højt proteinindhold, der får lov at udvikle sig i selskab med lidt syrlig skyr. Skorpen bliver mega sprød, og brødet udvikler sig fint lidt som en surdej. I modsætning til surdejen er der ikke risiko for, at brødet her bliver syrligt, det udvikler sig fint og langsomt, men bliver stadig enkelt smagende.

Fan af brødet

Jeg har bagt brødet nogle gange efterhånden, og den skæggede har erklæret sig som stor fan af det. Det tåler fint en tur i fryseren, hvis det altså når så langt – i hvert fald er det fast procedure, at den skæggede lige skal smage en skive eller to, når brødet er nybagte lige ud af ovnen og blot dampet af. Det forstår jeg godt, for her slår det altså bagerens brød med flere meter.

Sundhed er mere end fibre

Dette brød er ikke rigtig oplagt at lægge ind i kategorien sundt, for der er ikke mange af de gode kostfibre i melet. Så lad det ikke erstatte din rugbrødsklapsammen. Den kan i øvrigt også være ret god – tjek fx opskriften på rugbrødet her (psst… det er lettere, end du tror). I stedet for at forsage det hvide brød helt, vælger jeg at bage det selv, så der er styr på indhold og smag. Så kan jeg også vælge de rigtig gode råvarer, og helt ærligt – hvorfor egentlig bage med det forkerte mel, så resultatet ikke bliver optimalt? Man bruger jo sin fritid på det.

Saftigt brød med koldhævning

Opskrift af Susanne PaghKategori Brød og bagtType BrødSværhedsgrad Let
Hvor mange?

1

stk
Arbejdstid?

30

minutes
Bagetid?

26

minutes
Hævetid?

8

timer 
I alt?

8

timer 

56

minutes

Ingredienser

  • 3,5 dl koldt vand

  • 1 dl skyr

  • 2 g gær

  • 1½ tsk honning

  • 15 g salt

  • 250 g durummel

  • 250 g manitobamel (reklamelink *)

  • Tilbehør
  • hulbageplade

Sådan gør du

  • Dag 1
  • Bland skyr og vand i en skål. Rør gær ud i væsken og derefter honning.
  • Rør durummel ud i væsken med en grydeske.
  • Rør til sidst manitoba hvedemel og salt i dejen.
  • Lad dejen hæve tildækket i en skål på køkkenbordet til næste dag.
  • Dag 2
  • Form dejen til et pænt brød. Læg det på en hulbageplade, der er smurt med olie.
  • Rids brødet og lad det efterhæve ½ time. Tænd ovnen på 225 varmluft og med damp, hvis muligt. Bag brødet i 26-30 minutter. Det skal lyde hult, når du banker brødet under bunden. Afkøles på en bagerist.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
saftigt brød

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

close

JULENS SMÅ KAGER

TILMELD DIG NYHEDSBREVET OG FÅ E-BOGEN JULENS SMÅ KAGER 2021

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*