salat med ribs og ærter

Salat med ribs og ærter

Sikke en skøn salat med ribs og ærter på en bund af sommerens sprødeste spidskål. Ikke alt er dansk i denne salat, for her er også fyldig smag fra avocado og dobbelt op på det salte med både feta i smulder og saltede mandler.

Ribs er lidt et overset bær efter min mening. Måske fordi ribsbuske er meget nøjsomme grænsende til det selvudslettende. Selv om buskene har fået en ydmyg placering bagerst i haven, kvitterer de jo alligevel med masser af bær hvert år. For os uden have er det nogle gange lidt en udfordring at få fat i ribs – og for den sags skyld også friske stikkelsbær og solbær. Alt sammen bær der bare er der uden at gøre større væsen af sig. Jeg ved ikke helt, hvorfor det skal være så svært at købe ribs. Men når det lykkes at opdrive friske ribs, bliver jeg altså glad.

Ribs er lidt gammeldags – der er lidt farmor over dem, ligesom det også gælder stikkelsbær. Helt oldschool ville jeg nok servere ribs som rysteribs. Altså blande en portion ribs med passende mængde sukker, ryste blandingen og lade den stå i mindst 15 minutter, men gerne længere tid. Rysteribs er sådan noget, vi fik til kylling eller eventuelt til kød stegt som vildt, når der var dømt søndagsmiddag enten hjemme eller hos farmor. Men man kan også servere rysteribs som dessert, for eksempel til is eller som pynt på en kage.

Hvorfor ribs er perfekte til salater

Ribs gør sig godt i salater, fordi de er søde og syrlige på én gang. Det samme gør mange andre bær og frugter om sommeren, jeg bruger jævnligt både jordbær og hindbær. Det kræver blot, at der er et godt modspil til bærrenes sødme i form af noget salt og syrligt. Det handler alt sammen om, at der skal være forskellige smage også i en simpel salat. Flere af de fem grundsmage må gerne være repræsenteret, altså sødt, syrligt, salt, bittert og umami. I denne her salat er ribsene det søde og syrlige, mandlerne salte og avocdoen ren umami. Det eneste, der måske mangler, er bittert – og det kan løses med at komme lidt peber på salaten eller rettere i dressingen.

Sådan en salat med ribs og ærter er ikke kompliceret at lave. Den er faktisk meget let, og så tager den heller ingen tid. Jeg har valgt at lave en dressing med hyldeblomsteddike. Har du ikke hyldeblomsteddike, skal du ikke fortvivle. Du behøver heller ikke kaste dig ud i bilen for at panikindkøbe i det nærmeste velassorterede supermarked. I stedet kan du anvende æblecidereddike og så smage til, så den bliver lidt mere sødmefyldt. Jeg har skrevet om det før, og jeg gentager det gerne: dressingen er vigtig for det samlede indtryk, fordi den nærmest samler alle ingredienserne i salaten til en helhed. Det kan være tillokkende at spare på kræfterne (og kalorierne) her, men jeg vil ikke anbefale det, for smagsoplevelsen bliver en anden.

salat med ribs og ærter

Brug salaten til…

Den her salat går godt til masser af forskellige vegetarretter og til hvid fisk. Spiser du kød, så er den oplagt til en gang stegt kylling.

Skal du have en ribs-dessert

Hvis du har for mange ribs, kan de fryses ned. Eller du kan bruge dem i disse her ribssnitter. De smager virkelig godt med blandingen af syrlige ribs og sødt knas.

Salat med ribs og ærter

Opskrift af Susanne PaghKategori GrøntType TilbehørSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

15

minutter
I alt?

15

minutter

Få alle fem grundsmage med denne her salat

Ingredienser

  • ½ spidskål

  • 1-2 håndfulde friske ribs

  • 1-2 håndfulde friske ærter

  • 1 avocado

  • 100 g feta

  • 1 håndfuld mandler

  • 1 spsk salt

  • Dressing
  • 1 tsk honning

  • 1 spsk hyldeblomsteddike

  • 2 spsk rapsolie

  • salt, peber

Sådan gør du

  • Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til. Stil til side.
  • Snit spidskålen meget fint, evt på et mandolinjern. Vend dressingen sammen med spidskålen.
  • Rist mandlerne på en varm sliplet pande, så de lige får lidt farve. Hæld salt på og ryst panden, så saltet fordeler sig. Tilsæt derefter ½ dl kogende vand. Ryst panden, så saltvandet lægger sig om mandlerne. Lad vandet fordampe på den varme pande, ryst den et par gange undervejs, så saltet kommer godt rundt om mandlerne. Når de er tørre, hældes de ud i en lille skål eller på et stykke køkkenrulle. Stil til side.
  • Skær avocado i mindre stykker og bland i salaten sammen med de friske ærter.
  • Hak de salte mandler groft. Top salaten med feta i smulder og pynt af med friske ribs og salte mandler.

Bemærk

  • Hvis du ikke har hyldeblomsteddike, så fortvivl ej. Brug i stedet en æblecidereddike og evt lidt ekstra honning.
salat med ribs og ærter

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
close

RAMSLØG TIPS OG OPSKRIFTER

TILMELD DIG NYHEDSBREVET OG FÅ E-BOGEN OM
RAMSLØG

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Kom med en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*