En ganske almindelig middag på en ganske almindelig aften. Sådanne måltider er der nu engang flest af. Og denne her salat med sesampaneret laks er lige netop sådan et måltid. Når man står med en gnavende sult, og den skæggede spørger: “ikke for at være utålmodig, men hvornår skal vi spise?”
Det er et måltid fremkommet som variation over det ellers velkendte tema “tøm køleskabet”. For jeg kiggede i køleskabet og fandt det frem, der hurtigt kunne blive til et sundt måltid for to. Kombineret med et par grove boller fra fryseren blev det til mad på bordet i løbet af en halv time – og altså lige præcis det, jeg gerne ville bevise med bloggen her: at det er muligt at lave sund mad hurtigt uden at skulle forbi det velassorterede supermarked først og uden at bruge timer ved komfuret.
Her blev to stykker laks, et par rødbeder og et æble grundingredienserne i en ret velsmagende salat med sesampaneret laks. Brug den som inspiration til egne “hurtigt på bordet”-salater. Det er let mad at lave, for man skal blot tænke på, om ingredienserne klæder hinanden. Og når de gør det, om de så endda også giver forskellige oplevelser, når man sætter tænderne i dem. Altså – om det knaser, om der er noget blødt og noget, der giver modstand.
Detaljer
2 personer
20 minutter
30 minutter
Meget let
Ingredienser
2 stk laksefilet
3-4 spsk sesamfrø
2-3 rødbeder
3-4 håndfulde finthakket grønkål
1 æble, helst dansk og rødkindet
1/2 rødløg
1/2 granatæble
15-20 mandler, evt saltede
Olivenolie
Salt, peber
- Dressing
1 spsk æblecidereddike
1 tsk akaciehonning
2-3 spsk rapsolie
- Servering
Brød eller grove boller
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft. 2. Skræl rødbederne og skær dem i tynde skiver. Læg dem i et ovnfast fad og vend dem med 1-2 spsk olivenolie, giv dem lidt salt. Sæt fadet i ovnen i ca. 25 minutter.
- Rør dressingen sammen, så den er klar.
- Læg grønkål i et andet fad, skær æblet i kvarte, fjern kernehus og skær æblet i tynde både. Hak rødløget fint. Bland begge dele med grønkålen. Hæld dressingen over og bland det hele rigtig godt.
- Varm en pande op med lidt olivenolie til middel varme. Imens skæres skindet af laksefileterne og kasseres. Skær laksefileterne i mundrette stykker og vend dem i sesamfrø. Giv dem lidt salt og peber. Steg dem på panden i ca. 10 minutter i alt.
- Frigør kernerne fra granatæblet og hak mandlerne groft.
- Servering
- Når det hele er klar, lægges først de bagte rødbedeskiver ovenpå grønkålen og derefter laksestykker. Pynt af med hakkede mandler og granatæblekerner. Serveres med brød eller boller (husk evt at varme dem de sidste minutter af rødbedernes bagetid – eller på eftervarmen).
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!