Salat med vandmelon, feta og mynte

Hverdagens salater, der serveres som tilbehør, kan let blive en ensformig omgang. Det samme miks af tomater, peberfrugt og avocado igen-igen, mest fordi det er let både at købe ind til og lave. Det er bare sjovere at have variation i madlavningen, synes jeg. Derfor forsøger jeg at vælge forskellige grøntsager eller krydderurter. Eller som i dette tilfælde at lade nysgerrigheden vinde, når jeg ser noget nyt som fx en rosevineddike. Altså at være supermarkedets drømmekunde, der lader sig lokke ikke af tilbud, men af spændende varer 😉 Resultatet blev en salat med vandmelon, feta og mynte – plus en lækker dressing.

Rosevineddike havde jeg godt ikke hørt om før, men hvorfor ikke. Der hvidvinseddike, rødvinseddike og endog sherryeddike, så rosevineddike ligger da lige for. Smagen er blidere end hvidvinseddike, farven lys, og den kan anvendes på akkurat samme måde som en hvidvinseddike.

Salaten her er en virkelig enkel salat, sådan en man bare bikser sammen og så egentlig ville glemme alt om, hvis det ikke var for den overraskende delikate smag, man oplever, når den friske vandmelon blandes med fetaens lette syrlighed og myntens aromatiske duft og smag. Læren er igen-igen, at man ikke må undervurdere betydningen af en god dressing. Dressing er meget mere end bare noget cremet, der får salaten til at hænge sammen. Dressing kan give en helt ordinær salat kant, styrke og smagsmæssig sammenhæng.

Detaljer

Hvor mange?

2 personer

Arbejdstid?

Max 15 minutter

Alt i alt?

Max 15 minutter

Hvor svært?

Meget let

Ingredienser

  • 1 hjertesalat

  • 1/4 kernefattig vandmelon

  • 1/2 agurk

  • 2-3 spsk feta i tern eller et tilsvarende stykke, der smuldres

  • Dressing
  • 1 tsk honning, gerne akacie

  • 1 spsk rosevineddike

  • 2 spsk rapsolie

  • 1/2 bdt mynte

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Riv salaten i mindre stykker og læg i en salatskål. Skær vandmelon i grove tern, halvér agurken på langs og fjern kernerne. Skær agurken i små tern. Bland begge dele med salaten. Læg fetatern øverst.
  • Hak mynten – tag et par blade fra til pynt – og bland den med de øvrige ingredienser til dressingen. Hæld dressingen over og server salaten til fx et stykke laks eller som en del af en buffet.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*