Reklame: Dette indlæg indeholder reklamelinks. Nu har jeg lavet en del snigninger i den sidste tid. Snigninger er, når man sniger noget ind i maden – uden at det bliver bemærket. Eller nærmere uden at det bliver negativt bemærket. Jeg har sneget spinat og gulerødder ind i mine boller, uden at nogen tog anstød deraf. Det gælder for eksempel disse spinatboller. Men dagens sandwichstykker er helt uden snigninger med grøntsager. Til gengæld har de en lidt anderledes facon, som passer fint til at lave en sandwich ud af.
Sandwichstykker i ny facon
En lidt anden form er faktisk alt, hvad der er specielt ved disse sandwichstykker. Egentlig er det sjovt at se, hvad så lidt (og så samtidig så meget) kan gøre for indtrykket. Resultatet er sandwichstykker, der med sit indhold af grahamsmel får en fin smag – og havregryn sikrer, at de luftige. Lav dem til sandwich med fyld til frokost eller madpakken, eller du kan nyde dem til en god salat.
Ofte bruger jeg koldhævning, men denne gang skal man ikke være i gang dagen før. I stedet nøjes jeg med to timers hævetid på køkkenbordet. Man kan selvfølgelig godt speede hævetiden op ved at bruge mere gær, men det er i min erfaring en rigtig dårlig løsning, for så risikerer man, at det færdige resultat får en bismag af gær.
Meter i sekundet – en bogomtale
Efter dagens sandwich var spist, kunne jeg kaste mig over det sidste af Stine Pilgaards Meter i sekundet (reklamelink). Det er en skøn, lille roman med masser af gode, finurlige tekster – fra sangtekster, der faktisk kan synges (bare ikke af mig, der ikke ejer stemme i livet), over brevkasse-tekster til beskrivelser fra en hverdag i det yderste Vestjylland. Der hvor man som det mest normale møder Anders Agger og får en langvarig dialog med ham. Mest fordi man ikke bare lige afslutter en samtale, man lader den fade lidt ud og genoptager den efter flere dage eller uger.
Genkendelsens glæde
Jeg er vokset op i det samme landskab af langsom tale, rolig overbærenhed og usagt omsorg for hinanden. I det landskab hvor granplantager og fyrretræer stædigt bider sig fast, og hvor alle huse ser ud, som om ejerne er på fallittens rand, vindbidte som de står der langs vejen. Så jeg ved, at et “såh det…” indeholder meget mere end to ord. Det er en hel fortælling med holdninger og løftede øjenbryn. Og jeg ved, at man ikke er ved at gå kollektivt konkurs, men det er bare svært i den konstante vestenvind at holde husene lige så fine og nuser som i en fynsk landsby, der ligger og putter sig mellem bakkerne.
Med denne genkendelsens glæde kunne jeg grave mig ned i de fine sproglige detaljer. Og ikke mindst over den lille, men også store lommefilosofi, der kommer frem, når fortælleren i sin rolle som brevkasseredaktør svarer kvinden på 43 somre om ønsket om at finde den eneste ene:
“Spørg ikke dig selv, hvem du vil giftes med, spørg, hvem du kunne tænke dig at blive skilt fra. Jeg taler om hele pakken: knuste drømme, parterapi, flyttekasser, Statsamtet, i bedste fald et hurtigt klik på borger.dk.”
Så er det ligesom sagt. Og jeg ligger halvkvalt af grin med tårer ned af kinderne, de tårer der kommer, når man godt ved, at her rammes der plet.
Anbefales til genlæsning
Når nu romanen er læst, næsten alt for hurtigt, så sidder jeg her og har lyst til at gribe fat i den igen for blot at læse et enkelt tekststykke eller to igen. Men der er ingen tvivl om, at det er i sammenhæng, at teksterne virkelig får styrke og leder fortællingen fremad.
Har du læst Stine Pilgaards tidligere romaner, Lejlighedssange og Min mor siger, genkender du skrivestil og stemning. Men det behøver jo heller ikke være dårligt.
Kan jeg anbefale Meter i sekundet? Ja, helt klart. Læs den. Lad latteren rulle – og eftertankerne få bundfæste.
Glæder jeg mig til næste udgivelse fra Stine Pilgaard? Ja, det gør jeg. Med krydsede fingre for, at hun har modet til at udvikle sprog og stil, så vi ikke bliver sløve læsere.
Sandwichstykker til frokost – og Meter i sekundet til dessert
Måltid Brød og bagtType BollerSværhedsgrad Normal8
stk30
minutter15
minutter2
timer2
timer45
minutterLuftige sandwichboller til madpakken, frokosten eller som tilbehør til en salat.
Ingredienser
3 dl lunt vand
3-4 spsk skyr
10 g gær
1 spsk lys sirup
1½ tsk salt, fint
1 spsk rapsolie
50 g havregryn
1 dl solsikkekerner
100 g grahamsmel
250 g hvedemel, gerne manitoba med fin hæveevne
- Pynt
1 spsk olie
Solsikkekerner og havregryn
Sådan gør du
- Rør gær ud i vandet. Tilsæt skyr, lys sirup og olie.
- Rør havregryn og solsikkekerner i – og derefter grahamsmelet.
- Tilsæt salt og hvedemel. Dejen skal have konsistens som en ret solid grød, næsten som en æltet dej.
- Dæk skålen med husholdningsfilm og lad dejen hæve på køkkenbordet i ca. 2 timer.
- Tænd ovnen på 230 grader varmluft og gerne med damp. Læg bagepapir på en bageplade.
- Tag dejen ud på bordet. Ælt den let, bare så den er sammenhængende. Rul eller træk dejen ud i en firkant på ca. 32 x 12 cm. Skær skrå snitter af den. Læg dem på bagepladen. Dryp med olie og drys med solsikkekerner og havregryn.
- Bages ved 230 grader varmluft (og damp, hvis muligt) i ca. 15 minutter. De skal lyde hule, hvis man banker på dem under bunden. Afkøles på bagerist.
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!