Man kalder kantareller for skovens guld. Det er efter min mening heller ikke forkert, hverken hvad angår farve eller attraktivitet. Kantareller er måske en af de få svampe, som jeg ville turde finde i skoven, men indtil videre foretrækker jeg at finde dem i supermarkedets grøntafdeling. Bare for en sikkerheds skyld. I sidste uge lavede jeg en særdeles delikat middag til den skæggede, hvor netop kantareller sammen med knoldselleri spillede en væsentlig rolle. Den skal jeg nok lave igen – og huske at tage billeder – for så kommer den selvfølgelig her. Men indtil da har jeg ladet mig inspirere af kombinationen af kartofler, knoldselleri og kantareller til dagens kartoffelsuppe med kantareller.
Dagens kartoffelsuppe med kantareller og knoldselleri
Det var slet ikke meningen, at vi skulle have suppe i dag, men vejret er simpelthen så oplagt suppevejr, at alt andet vil være forkert. Når jeg ser ud af vinduerne, ser jeg et blågråt vand, hvor bølgerne pisker af sted med hvide skumtoppe. Smukt at skue når solen står på og glimter i vandet. Koldt og efterårsagtigt når skyerne får overhånd, og når man kan høre, hvordan vinden og vandet skaber en kakafoni af støj omkring huset.
Så derfor altså denne suppe. Lavet med skovens guld og noget af det gode fra markerne lige nu, nemlig knoldselleri og kartofler. Varmt og varmende.
Et alternativt bud på en suppe
En anden suppe – med kartofler – er denne her porre-kartoffelsuppe, som jeg lavede første gang for mange år siden. Den er megalet, og smager fejler ikke noget. Den kan laves stærk eller mild alt efter behag.
Detaljer
2 personer
30 minutter
45 minutter
Helt let
Ingredienser
1-2 bagekartofler
1/2 lille knoldselleri
1/2 rødløg
200 g kantareller
3/4 l grøntsagsbouillon
1 dl madlavningsfløde
Saft og revet skal af 1/2 citron
1/2 bdt persille
Olivenolie
Salt, peber
- Ved servering
Godt brød
Sådan gør du
- Skræl kartoflerne og skær skrællen af knoldsellerien. Skær begge dele i mindre tern. Hak rødløget fint. Klargør kantarellerne ved forsigtigt at fjerne evt. jord fra dem.
- Varm lidt olivenolie i en gryde. Svits kartofler, knoldselleritern, løg og halvdelen af kantarellerne i 4-5 minutter. Tilsæt grøntsagsbouillon så det dækker, og lad det småsimre i 20 minutter, indtil grøntsagerne er møre.
- Imens varmes lidt mere olivenolie på en pande, og de resterende kantareller svitses godt. Kantarellerne vendes derefter med hakket persille og drysses med lidt salt og revet citronskal.
- Når grøntsagerne i suppen er møre, får de en omgang med stavblenderen, indtil suppen er helt glat. Suppen varmes op igen, tilsættes fløde og smages til med citron, salt og peber. Citron er vigtigt – for uden citron bliver suppen fad og kedelig.
- Ved servering
- Anret suppen i dybe tallerkener med lidt stegte kantareller, persille og citronskal på toppen. Giv desuden lidt brød til.