Småkager til servicemontøren ;)

“Jeg lovede, at du ville sende et link til opskriften,” sagde den skæggede, da jeg kom hjem i dag. Det viste sig, at servicemontøren, der skulle kaste et blik på vores nye emfang, tillige havde kastet sin kærlighed på mine nybagte småkager.

Øh… tænkte jeg, for opskriften på de her småkager ligger ikke på bloggen. I hvert fald ikke i den her udgave. Men “pyt med det, det kan den da komme til, bare der er småkager nok til et foto,” svarede jeg kækt. Og så var det, at den skæggede næsten (men også kun næsten) rødmede: “Jeg gav ham en doggybag med…”

Der var nu rigeligt med småkager tilbage til et foto, så her kommer opskriften sammen med en venlig tanke til den montør, der i dag gav os et rigtig godt råd om, hvordan vi får skabt effektivt aftræk, en god arbejdsbelysning og endelig meget mindre støj fra emfanget.

Den attråede småkage er en meget enkel sag, der let kan varieres med, hvad man nu har i huset. Kokos, hvid chokolade og citron klæder imidlertid hinanden rigtig godt, ja, de fremhæver det gode i hinanden, synes jeg.

Detaljer

Hvor mange?

2 bageplader = 35 stk

Arbejdstid?

Max 1/2 time

Bagetid?

18 minutter

Hvor lette?

Åh ja, de er lette

Ingredienser

  • 110 g blødt smør

  • 200 g rørsukker

  • 2 æg

  • 150 g hvedemel (jeg bruger Finax kage hvedemel, men almindeligt hvedemel går også fint)

  • 60 g kokosmel

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1/2 tsk bagepulver

  • 75 g hvid chokolade (gerne en variant med citron – fås i Coops butikker – men du kan også fint bruge en almindelig hvid chokolade uden særlig smag)

  • 40 g tørrede tranebær

  • 40 g hasselnødder

  • 1/2 citron, revet skal og saft

Sådan gør du

  • Først skal der gøres klar: Tag smørret ud af køleskabet. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. 2 bageplader beklædes med bagepapir.
  • Rist hasselnødderne på en tør pande ved god varme. Læg dem på et rent viskestykke eller lignende og gnid de løse hinder af. Ideen med at riste hasselnødderne er ikke kun at befri dem for hinder, men også at få fremhævet smagen. Hak hasselnødderne groft. Hak også den hvide chokolade groft.
  • I en skål blandes de tørre ingredienser på nær rørsukker. Dvs. bland mel, kokosmel, vaniljesukker og bagepulver. Stil til side.
  • I en anden skål røres smør og rørsukker sammen. Tilsæt æggene et ad gangen, pisk godt efter hvert æg – det kan godt betale sig at investere lidt tid i det.
  • Rør så de tørre ingredienser i, derefter citronsaft og revet citronskal. Så lægges elpiskeren væk til fordel for en almindelig ske. Rør hakket chokolade, hakkede hasselnøddekerner og tranebær i.
  • Sæt dejen i små toppe på de to plader. Bages i ovnen i ca. 18 minutter, indtil småkagerne er lysebrune i kanten. De vil stadig være lidt bløde, når du tager dem ud af ovnen, men det ændrer sig til sprødhed, når de køles af på bagerist. Opbevares i kagedåse med tætsluttende låg.

Obs! Produkter nævnt i opskriften er ikke reklame… bare så ingen tror, at jeg scorer kassen 😉

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*