smørrebrød med røget torskerogn

Smørrebrød med røget torskerogn og peberrodscreme

Lige nu er det sæson for torskerogn, så da jeg i weekenden stod ved fiskehandleren, var der ikke langt fra tanke til handling. Eller rettere fra synet af velrøget torskerogn til køb. Jeg har tidligere fået røget torskerogn, der var så røget, at man under ingen omstændigheder kunne spise det. Men denne gang blev et stykke smørrebrød med røget torskerogn en yderst delikat oplevelse. Let røget smag blandet med en blød konsistens og sprødristet rugbrød.

Du kan selvfølgelig selv ryge din torskerogn. Jeg faldt nu for den lette løsning hos fiskehandleren. Torskerognen er i sæson i årets første måneder, og jeg må sige, at uanset om man er til den røgede udgave eller mere plain kogt, så er frisk torskerogn så sandelig at foretrække frem for dåseudgaven. Smagen tåler ingen sammenligning. Og så er torskerogn mega sundt, fordi de både er fedtfattige og indeholder masser af B- og D-vitaminer. Især sidstnævnte kan vi have godt brug for her i de mørke måneder.

Den lette servering af røget torskerogn

Jeg synes, at den røgede torskerogn smagte så fint, at den ikke skulle overdøves af alt muligt andet. Så selv om min første tanke om den var en helt anden, endte jeg med en enkel servering på ristet rugbrød. Jeg er nemlig lidt pjattet med ristet rugbrød. Derudover ville jeg gerne give torskerognen en anelse modspil, så valget faldt på en peberrodscreme, som topper mit smørrebrød med røget torskerogn. Det er stærkt i sig selv, så det blev mildnet med en neutraliserende skyr. I stedet for skyr kan man anvende creme fraiche eller tilsvarende.

Andet smørrebrød med fisk

Frokosten kan godt være lidt en udfordring, når man ikke spiser kød. I hvert fald hvis fantasien er begrænset til et kig i supermarkedets køledisk. Jeg må så indrømme, at jeg ofte vælger fisk i en eller anden form. Fra de marinerede sild til æg over rejer til røget laks eller røget makrel. Det hele smager jo supergodt. Når der skal noget helt andet på bordet, men bunden stadig skal lægges med rugbrød, så er avocado et godt bud. For eksempel i denne her luksus avocadomad med stenbiderrogn og pocheret æg.

smørrebrød med røget torskerogn

Lidt om smørrebrødets historie

Og lad os lige dvæle lidt ved bemærkningen, om at ”bunden skal lægges med rugbrød”, for det skal bunden jo her i Danmark. Rugbrødets historie går langt tilbage. Virkelig langt. Faktisk omkring 1.000 år. Smørrebrødets historie er lidt kortere. Nok nærmere omkring 130 år, i hvert fald har man fundet en gammel madpakke bag et skab på Rosenborg Slot, som kunne dateres til 1886. Vildt, ikke!

Smørrebrød er jo alt fra den spegepølsemad, mange længes efter, når ferien i udlandet lakker mod enden – til det højtbelagte, hvor man leder efter både brød og pålæg under al pynten. For da slet ikke at tale om de mange, mange stykker rugbrød, der hver dag bliver smurt til madpakken. Den oldgamle madpakke på Rosenborg Slot var i øvrigt kun brød smurt med margarine. Og det giver måske et fingerpeg om navnets oprindelse: at det startede med at være brød smurt med smør, altså smørrebrød. I dag kommer jeg sjældent smør på brødet, mest fordi jeg ikke lige kan se, at det giver noget til smagen. Men det vælger man heldigvis helt selv.

Smørrebrød med røget torskerogn og peberrodscreme

Opskrift af Susanne PaghMåltid FiskType FrokostSværhedsgrad Let
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

10

minutter
I alt?

10

minutter

Smørrebrød med røget torskerogn gør frokosten til en delikatesse

Ingredienser

  • 2 skiver rugbrød, gerne hjemmebagt – for eksempel verdens bedste rugbrød uden surdej

  • 150 g røget torskerogn

  • ½ avocado

  • 1 tsk revet peberrod

  • 2 spsk creme fraiche eller skyr

  • Salt, peber

  • Saft af ½ citron

  • Evt lidt persille eller andet grønt til pynt

Sådan gør du

  • Rist rugbrødet.
  • Rør cremefraiche med revet peberrod og smag til med salt og peber. Skær både den røgede torskerogn og avocado i skiver.
  • Arranger røget torskerogn med avocadoskiver på rugbrødet, top med peberrodscremen. Dryp med citronsaft og giv et vrid peber. Pynt evt med lidt persille eller andet grønt drys.

Bemærk

  • Du kan også bare røre en remoulade til din røgede torskerogn – det smager også rigtig godt.
smørrebrød med røget torskerogn

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*