sønderjysk rugbrød

Sønderjysk rugbrød

Sønderjysk rugbrød er et halvrundt rugbrød bagt uden kerner, saftigt indeni og med en sprød overflade. Det smager kraftigt af rug, lidt som mange af os sikkert husker barndommens rugbrød.

Det var med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over at bage et sønderjysk rugbrød. For der er ingen tvivl om, at sønderjyder er stolte over deres madtraditioner. Fra knepkager og gode råd over solæg til det sønderjyske rugbrød og brødtort. Derfor melder jeg også klart ud: Jeg er ikke helt tro mod den oprindelige opskrift på rugbrødet.

Gistning?

For det første har jeg valgt at lave brødet på gær og ikke surdej. Det har den fordel, at det er et hurtigt brød at bage. Men dernæst har jeg ikke mulighed for at gistne brødet på den oprindelige måde. Og hvad pokker er så at gistne? Jo, det er en helt særlig proces, hvor brødet udsættes for ultra høj varme, så porene i brødet lukkes meget hurtigt og holder saftigheden inden i brødet. Det er let, når man har en gammeldags bageovn, hvor man kan skubbe gløderne til side og sætte brødet ind på ovnbunden et par minutter. Derefter tages brødet ud, mens gløderne fjernes, hvorefter brødet bages på eftervarmen. Jeg prøver at efterligne processen ved at give max varme og masser af damp. Har du ikke en dampovn, så prøv at stille en ildfast fad i bunden af ovnen med lidt vand i. Det skulle også give godt med damp til dit brød.

Med hævekurv og hulbageplade

Brødet skal være halvrundt, og dejen bliver helt sikkert også bastant nok til at kunne forme et sådan brød og holde formen uden en rugbrødsform. Men nu har jeg købt en hævekurv, og den er jeg lidt begejstret for. Derfor har jeg flere gange prøvet at lade rugbrødet hæve i den, og det bliver supergodt og ser flot ud.

I tidligere tider har man heller ikke anvendt en hulbageplade, men det testede jeg også af. Hulbagepladen er smart til at give ekstra adgang for damp hele vejen rundt om rugbrødet. Har du ikke en hulbageplade, så er det altså en god og overkommelig investering. Men indtil du eventuelt beslutter dig for det, så bruger du bare en almindelig bageplade med bagepapir. Det fungerer også fint, men der kan ikke komme damp til undersiden af brødet på samme måde, så det bliver ikke helt så saftigt (og bunden får heller ikke det flotte hulmønster).

sønderjysk rugbrød

Hvor er kernerne?

Nogen vil måske synes, at der mangler kerner i det her rugbrød. Men tænk på det som en mellemting mellem rugbrød og franskbrød – og så er der masser af rug i det, og det er jo også mega sundt.

Og så kan rester af rugbrødet jo blive til en anden velkendt sønderjysk specialitet, nemlig brødtort – eller på rigsdansk en sønderjysk rugbrødslagkage. Hvis brødet får lov til at blive tørt her i hytten, vil jeg helt sikkert prøve kræfter med brødtorten. Den er mange sønderjyder og andre folk nemlig ret vild med.

Sønderjysk rugbrød

Opskrift af Susanne PaghMåltid BrødType RugbrødSværhedsgrad Let
Hvor mange?

1

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

50

minutter
Hævetid?

1

time 

30

minutter
I alt?

2

timer 

50

minutter

Ingredienser

  • 3 dl lunt vand

  • 100 g skyr

  • 15 g gær

  • 1 spsk maltsirup

  • 8 g rugsur

  • 1 spsk groft salt

  • 100 g hvedemel, fx tipo 00

  • 350 g stenformalet rugmel

  • Tilbehør
  • Evt. hævekurv

  • Evt. hulbageplade

Sådan gør du

  • Rør gær ud i det lillefingervarme vand. Rør skyr i sammen med maltsirup.
  • Bland rugsur i og derefter hvedemel og groft salt.
  • Rør dejen igennem på røremaskine med k-spade eller en håndmixer med dejkroge, mens du tilsætter rugmelet lidt ad gangen. Der skal røres i ca 5 minutter.
  • Hvis du bruger hævekurv, skal du lige vende lidt durummel rundt i den, så dejen ikke hænger fast. Form dejen til et brød og læg det i hævekurven eller alternativt på en bageplade med bagepapir (eller en smurt hulbageplade). Dæk over med husholdningsfilm. Lad brødet hæve i ca. 1½ time.
  • Varm ovnen op til 250 grader varmluft. Hvis du bruger hulbageplade, skal du blot give den lidt olie – eller alternativt lægge bagepapir på en bageplade. Vend brødet ud på bagepladen og rids det med en skarp kniv.
  • Sæt brødet i ovnen og sæt samtidig temperaturen ned til 200 grader varmluft og damp. Hvis du ikke har dampovn, så se tippet nedenfor. Brødet bages i ca. 50 minutter, indtil det er gennembagt.
  • Afkøl brødet på bagerist og opbevar det i plastpose. Absolut bedst de første dage.

Bemærk

  • Hvis du ikke har damp i din ovn, så skab damp med en skål med en anelse vand i bunden af ovnen.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
sønderjysk rugbrød

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kilde: Grænseforeningen, Historie Online

Kommentarer

  1. Stig Petersen

    Hej Susanne.
    Hvor stor en hævekurv skal der bruges til det Sønderjyske rugbrød?

    • Susanne

      Hej Stig,
      jeg har været i gang med tommestokken, og min hævekurv er 28 cm lang, 12 cm bred og 7 cm høj.
      Jeg håber, det er hjælp nok – ellers giv lyd. God bagelyst!

      Hilsen Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*