Kartoffelsalat med jordbær og ærter

Når sæsonens råvarer kommer helt til sin ret og får lov til at stå frem med farver, smagsindtryk og teksturer, så kan selv en enkel ret blive den dejligste nydelse. Således er det med denne her kartoffelsalat, som jeg har døbt til at være sommerens kartoffelsalat med jordbær og ærter. Den er nemlig kommet på bordet flere gange denne sommer. Den er helt enkel, der er ikke brugt noget særligt. Har man ikke lige den hvide balsamicoeddike, så grib fat i en hvidvinseddike, sherryvineddike eller måske bare saften fra en halv citron. Smag godt til, så dressingen ikke bliver for syrlig-skarp, men nærmere en kombination af syrlig og sødmefuld på én gang.

Sommerens kartoffelsalat med jordbær og ærter er fint tilbehør til alt grillet eller som en del af en buffet. Den skæggede insisterede således på, at resterne af salaten skulle gemmes til dagen efter sammen med den grillede pølse, som heller ikke blev spist.

En anden kartoffelsalat

Der kan godt være en tendens til, at det, der skal på grillen, får hovedrollen i måltidet. Men det er altså lidt synd, hvis man ikke giver tilbehøret lidt opmærksomhed. Man spiser jo det hele. Og det hele skal gerne nydes. Skal du grille, kan jeg derfor også anbefale en let kartoffelsalat, der passer perfekt til både grillpølser og grillet grønt.

Detaljer

Hvor mange?

Tilbehør til 2-3 personer

Arbejdstid?

Max 20 minutter

Alt i alt?

Max 20 minutter

Hvor let?

Ret let

Ingredienser

  • 400 g kogte, kolde kartofler, gerne små og fine

  • 10-12 jordbær

  • 1 håndfuld friskbælgede ærter

  • 4-5 forårsløg

  • 1 håndfuld persille

  • 1/2 bæger små mozzarellakugler

  • Dressing
  • 1 tsk akaciehonning

  • 1 spsk hvid balsamicoeddike

  • 2 spsk rapsolie

  • Salt, peber

Sådan gør du

  • Jamen, det er jo helt enkelt: skær kartoflerne i små, mundrette stykker. Jordbærrene halveres, forårsløgene snittes i tynde skiver og ærterne bælges. Hele molevitten blandes i en skål med hakket persille.
  • Pisk dressingen sammen – først honning og balsamicoeddike, tilsæt derefter rapsolie og smag til med salt og peber.
  • Dressingen blandes med salaten, der pyntes af med mozzarellakugler – og så er den klar til servering.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*