Spansk tapas: tortilla de patatas – eller spansk æggekage med kartofler

Vi lægger ud med det allermest spanske, jeg kan komme på, når det gælder tapas – altså det, vi blev præsenteret for overalt på vores ferie morgen, middag og aften… nemlig tortilla de patatas, en æggekage med kartofler. Faktisk fik jeg den en enkelt gang som fyld i en sandwich, det var altså lidt underligt for danske madvaner, men ikke uinteressant og kunne sagtens være en god proteinrig løsning til madpakken.

Jeg har lavet tortillaen i en lille pande på ca. 20 cm i diameter. Skalér selv pandestørrelse i forhold til antal personer og ønsket højde på tortillaen. Hvis man vil bage tortillaen færdig i ovnen, skal man selvfølgelig bruge en pande, der kan tåle at komme derind. Ellers kan man let bage den færdig på panden, det foretrækker jeg selv, med mindre jeg alligevel har gang i ovnen til andet.

Opskrift – tortilla de patatas

Som tapas er her til 4 personer, som frokostret passer den til 2 personer suppleret med en grøn salat.

Tidsforbrug: 1/2 time

Sværhedsgrad: enkel og let

Ingredienser:

  • 1 lille bagekartoffel
  • 1/2 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 3-4 æg (afhængig af størrelse – jeg havde monsterstore æg, så jeg nøjedes med 3)
  • Olivenolie
  • Salt, peber

Tænd evt for ovnen på 180 grader, hvis du vil bage tortillaen færdig her. Ellers starter du med at skrælle kartoflen og skære den i ultrafine skiver. Pil løget, halver det og skær den ene halvdel i meget fine skiver – brug resten i en salat. Hak hvidløget fint.

Varm panden op til middel varme med olivenolie på. Sauter kartoffelskiver, løg og hvidløg i ca. 8-10 minutter, til de bliver møre, men uden at de tager farve. Rør imens æggene sammen med 2-3 spsk vand og lidt salt og peber. Hæld blandingen over kartofler og løg. Lad det stå og stivne på middel varme i ca 8-10 minutter, smid evt et stykke stanniol over den, så går det lidt hurtigere. Herefter kan du enten bage tortillaen færdig i ovnen – eller du kan vende den ved hjælp af en tallerken og bage den på den anden side på panden.

Kommentarer

  1. Tina M

    Tusind tak for opskriften på den spanske kartoffel æggekage eller tortilla de patatas, jeg lavede den for første gang i går. Den var et hit, så det bliver bestemt ikke sidste gang.

    • Susanne

      Hej Tina,
      det lyder dejligt – tak for responsen. Ha’ en dejlig dag!
      Kh Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*