To mål skulle nås: først ville jeg lære min nye ovn at kende. Det er ikke sådan at flytte, for ovne varmer forskelligt, nogle gange uens, og nogle gange mere eller mindre end forventet. Test af en ny ovn kan derfor være givet godt ud, så man ikke brænder den store middag på. Dernæst ville jeg tømme lidt ud i lageret af alle de gode ting og sager til bagning. Kombineret blev det til de her sprøde cookies med chokolade, valnødder, en rest kakaopulver og en lille halv pakke smør.
Salt hører egentlig ikke til i kategorien “gode ting og sager til bagning”. Men altså. Salt er virkelig noget, der kan løfte en cookie fra almindelig til ekstraordinær. Bare en lillebitte smule salt giver nemlig cookies lige en snert af kant.
Der blev to plader med i alt ca. 40 små cookies. Jeg troede faktisk, at de ville flyde mere ud, end de gjorde, så jeg gav rigtig god plads mellem dem på pladerne, da jeg satte dem i klatter. Man kan selvfølgelig give hver klat et tryk seksten, så de færdige cookies bliver mere flade. Husk at regulere bagetiden derefter.
De smager i øvrigt vanvittig godt, når de lige er kommet ud af ovnen… og er bestemt det værd, at man kan blive lidt snasket på fingrene af at blande dejen og sætte cookies på plader. I hvert fald når man foretrækker at bruge klør fem i stedet for at fumle med skeer eller andre redskaber.
PS. De sprøde cookies bliver ikke ringere af et par dage i kagedåsen, så her kan der godt bages til senere brug.
Detaljer
40 stk
25 minutter
18 minutter
Ikke svært, men snasket
Ingredienser
110 g smør
200 g rørsukker
2 æg
150 g hvedemel
65 g kakaopulver
1 tsk vaniljesukker
1/2 tsk bagepulver
75 g valnødder
100 g mørk chokolade
1 knsp salt af den fine slags
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Tag smørret ud af køleskabet, så det kan blive lidt blødt.
- Bland mel, kakaopulver, vaniljesukker, bagepulver og salt i en skål. Hak valnødderne meget groft og chokoladen medium groft.
- Rør smør og rørsukker sammen, så det bliver en blød masse. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt efter hvert. Derefter vendes alle de tørre ingredienser i. Slut af med valnødder og chokolade. Det er her, du måske lige skal have klør fem til hjælp for at få samlet dejen helt.
- Sæt dejen i små klatter på to bageplader med bagepapir. Bages ved 150 grader varmluft i ca. 18 minutter. Køles af på bagerist og opbevares i tætsluttende kagedåse.