stegte tomater med salat og avocadocreme

Stegte tomater med salat og avocadocreme

Du kender helt sikkert filmen ”Stegte grønne tomater”, i hvert fald af omtale. Jeg har heller aldrig set den, men når jeg taler om stegte tomater med andre, så lyser de altid op og siger ”ligesom filmen”. Så nu har vi sat referencerammen: stegte tomater ligesom filmen. I den her udgave i form af stegte tomater med salat og avocadocreme.

Mine tomater var oprindeligt grønne – men nogen af dem nåede at blive røde, inden jeg fik dem taget under kærlig behandling. De var imidlertid ikke blevet hverken bløde eller rigtigt modne, så jeg brugte dem alligevel, og det gik fint. Nu er der ikke så meget smag i umodne tomater, så det tilførte jeg i form af cayenne i pankoraspen. Det var slet ikke dumt. Og det var avocadocremen absolut heller ikke – lige det der skal til for at gøre de stegte tomater rigtig lækre.

Her blev til stegte tomater med salat og avocadocreme samt selvfølgelig lidt af det gode brød. Dermed udgør de en fin, let aftensmad eller en frokost. De kan også serveres som en lille forret eller en tapas bare med avocadocremen til. Det vil gøre sig rigtig godt.

Salaten er en almindelig, blandet salat med mango, tomater og lynsyltede rødløg. Her med lidt ekstra fylde i form af couscous. Jeg lavede couscous til lejligheden, men har du en rest kogte ris, en halv dåse kikærter eller lignende, vil det også være fint.  

Hvor køber man grønne tomater?

Grønne tomater er ikke lige noget, som et standard supermarked har på lager. Det har jeg fundet ud af på den hårde og tålmodighedskrævende måde. Dvs at jeg har kigget og kigget uden held. Uanset årstid. Det betyder så ikke, at man skal give op. Kig hos grønthandleren og tjek grøntsagskasserne på nettet. Nogen tror, at grønne tomater er en speciel sort, men det er jo bare tomater, som ikke når at blive modne, før de plukkes. De får så farve i kinderne, når de kommer ind i varmen, og modnes lige så langsomt på køkkenbordet.

Jeg har prøvet at finde oprindelsen på de stegte, grønne tomater. Som med så mange andre opskrifter er det imidlertid en ret vanskelig opgave at kortlægge helt og aldeles. I dag bliver det ofte beskrevet som en typisk opskrift fra syden i USA, men mange mener, at retten er blevet importeret af jøder i slutningen af 1800-tallet til midtvesten og nordlige USA. Egentlig giver det også god mening, når der bliver brugt grønne tomater, som ikke nåede at modne. Sandsynligheden for det må ganske enkelt være større nordpå.

Den skæggedes dom over stegte tomater med salat og avocadocreme

Den skæggede var lidt skeptisk: ”Hvad har vi her?” spurgte han og så tvivlende ud. Men han blev overbevist om, at det kunne man altså godt. Stegte tomater med salat og avocadocreme viste sig at være ret godt. Han refererede i øvrigt også med det samme til filmen.

Stegte tomater med salat og avocadocreme

Opskrift af Susanne PaghMåltid Grønt, hovedretType VegetarSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
I alt?

30

minutter

Ingredienser

  • Stegte tomater
  • 3-4 tomater

  • 5-6 spsk panko rasp

  • 1 æg

  • 1 knsp cayennepeber

  • salt, peber

  • olivenolie til stegning

  • Avocadocreme
  • 1 avocado

  • 2 spsk skyr

  • saft af ½ citron

  • 1 knsp spidskommen

  • salt, peber

  • Salat
  • 1 hjertesalat

  • 150 g kogt couscous (gerne fra dagen før)

  • ½-1 mango

  • ½ rød peberfrugt

  • 1 tomat i små tern

  • 1 håndfuld feta i tern

  • syltede rødløg (se opskrift her)

  • Dressing
  • 1 spsk sød chilisauce

  • 1 tsk æblecidereddike (eller lidt citronsaft)

  • 1 spsk rapsolie

  • 1 knsp chiliflager

  • salt, peber

  • Tilbehør
  • Godt brød – fx de her små madbrød, som kan ligge klar i fryseren

Sådan gør du

  • Stegte tomater
  • Rør ægget let sammen. Bland panko rasp med cayenne, salt og peber. Det kan godt tage en del cayenne. Skær tomaterne i skiver på ca 4-5 mm tykkelse. Vend tomatskiverne i æg og derefter i panko rasp.
  • Varm en pande op med lidt olivenolie. Steg tomatskiverne nogle minutter på hver side, indtil de får godt med farve. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og hold dem varme.
  • Avocadocreme
  • Mos avocadoen sammen med skyr. Tilsæt citronsaft, spidskommen, salt og peber. Rør det godt rundt og smag til.
  • Salat
  • Bland dressingen og hæld den over den kogte couscous.
  • Del salaten i mindre stykker, skær mango, tomat og peberfrugt i mindre stykker. Læg det hele i en skål ovenpå salat og couscous. Bland det sammen og top med fetatern og syltede rødløg.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken
stegte tomater med salat og avocadocreme

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

Kilde: The Daily Meal

Kommentarer

  1. Service info, der findes tomat sorter, der er grønne som modne. Det er dog korrekt, at der her er tale om umodne tomater.

    • Susanne

      Hej Jenny,
      øj, det vidste jeg nu ikke, at man kunne – men hvorfor egentlig ikke… der er jo også gule tomater. Tusind tak for din serviceinfo 🙂
      Hilsen Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*