rabarberis med græsk yoghurt

Sund(ere) rabarberis med græsk yoghurt + 3 tv-anbefalinger

I en på mange måder underlig tid er der alligevel noget, der er helt, som traditionen byder. Nemlig vejret. Og det viser sig fra sin fine side i denne påsketid, så derfor skyder jeg officielt is-sæsonen i gang. Det er stadig lidt køligt udenfor, så aftenerne tilbringes inde – og her har jeg fundet tre bud frem på tv-underholdning, der er meget mere end bare underholdning. Alt sammen noget, den skæggede og jeg har set med stor begejstring. 

Rabarberis med græsk yoghurt 

Jeg laver normalt is baseret på fløde, men for et par år siden lavede jeg denne her jordbæris, som var fedtmæssigt en lettere udgave. Den har jeg broderet lidt videre på, og resultatet er blevet en lidt sundere rabarberis med græsk yoghurt. Smagen af rabarber er virkelig intens, og jeg er helt vild med den. Det her er en af de is, som jeg kommer til at lave mange gange, og kunne den skæggede ikke lide den, ville det bare være ærgerligt. Så måtte han gå glip af is, indtil jeg har fået styret min trang til sund, delikat is, der virker meget mere syndig, end den så er. 

Gå efter 10% 

Selv om isen på ingen måde er syndig, så ville jeg alligevel prøve at gøre den endnu mere sund. Men her kan du rolige lære af mine erfaringer. Jeg testede af, om isen kunne laves med en fedtfattig eller fedtfri græsk yoghurt. Det kan den så absolut ikke. Glem det! Find en 10% græsk yoghurt til opgaven, og trøst dig med, at det stadig er en meget lettere is end parfaitisen på basis af piskefløde (og i øvrigt også med æg).  

Server isen med… 

Jeg valgte at servere isen med nybagte havregrynskager. Mest fordi jeg ikke lige kunne opdrive flere rabarberstængler i butikkerne. Men ellers ville en lille rabarberkompot være fantastisk til. Husk i øvrigt at tage isen ud af fryseren ca 15 minutter før servering.  

Spis isen, mens du ser… 

Ok, det er dårlig stil at spise, mens man ser tv. Af en eller anden årsag er det ikke tilsvarende tvivlsomt at konsumere slik, popcorn og sodavand i biografen. Mens du tænker over det skisma, og mens biograferne fortsat er corona-lukkede, har jeg fundet tre film/tv-serier frem, som varmt kan anbefale. To gode tv-serier og en enkelt film, som vi har set i de sidste uger. Tv-serierne finder du på dr.dk lige til at streame helt gratis. Det samme er filmen faktisk også, for den er fundet på Filmstriben.

World on fire  

Vi har set masser af serier om 2. verdenskrig. På den ene eller den anden side. På den måde er World on fire ingen nyhed. Alligevel er den lidt anderledes, for den viser noget om de almindelige menneskers skæbne. Hvad til- og fravalg – og manglen på valg – betyder. BBC (og det er jo også lidt en garanti for vellavet tv) bringer os til England, Polen, Frankrig, Tyskland og USA. Men lige så vigtigt til forskellige samfundslag, forventninger og frygt. Når serien er aktuel lige nu for mig, skyldes det netop dens fokus på, hvad krigen betyder for almindelige mennesker. Ligesom coronavirussen er krigen en både fjern og nær fjende. 

Når støvet har lagt sig  

For få måneder siden var noget af det værste, jeg kunne forestille mig, at blive udsat for et terrorangreb. Når støvet har lagt sig tager os bagom selve terrorhandlingen. Langt længere end det, man ser i TV-avisen. Når tal om omkomne, sårede og overlevende bliver til mennesker af kød og blod. Meget, meget intenst følger vi forskellige mennesker, hvis liv og handlinger bliver vævet sammen af en terrorhandling på en nyåbnet restaurant. Fra restaurantejerens frustration og overlevelseskraft over barnets ubevidste fortrængning til magtmenneskenes uformåenhed. Vildt intenst. Selve terrorhandlingen falder i femte afsnit, varer ni minutter – og jeg trak ganske enkelt ikke vejret i de ni minutter.  

Fisherman’s friends    

Denne her film ville vi egentlig have set i biografen, men nåede det ikke. I stedet så vi den nu liggende i sofaerne med smil og tårer i øjenkrogen. En enkel, hjertevarm film uden de store overraskelser – præcis det man kan bruge i de her tider. 

Fisherman-s friends er sådan en film, du skal se, når du har brug for et par timer i selskab med engelsk humor, når den er bedst. Absolut ikke en dyb film, og du bliver ikke klogere på noget som helst af at se den. Men du kan kun blive i godt humør. Den handler kort fortalt om musikmanageren Danny, der er på polterabendtur i Cornwall. Han er ikke brudgom, men derimod inkarneret single fra storbyen. Men i Cornwall opdager han en gruppe fiskere, der kan synge sømandsviser med indlevelse og humor. Ud over at forsøge at få skaffet gruppen af fiskere en pladekontrakt (herunder overtalt dem til det), så forsøger han også at lande en af fiskernes skønne datter. Baseret på en virkelig historie, siges det.        

rabarberis med græsk yoghurt

Detaljer

Hvor mange?

4-6 personer

Arbejdstid?

30 minutter

Frysetid?

4-5 timer

Hvor let?

Meget let

Ingredienser

  • 300 g rabarber

  • 1½ dl sukker

  • ½ blad husblas

  • ½ tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker)

  • 250 g græsk yoghurt 10%

  • 2 spsk rom

  • evt citronsaft

Sådan gør du

  • Rens rabarberstænglerne og skær dem i små stykker, ca. 1-1½ cm længde. Bland dem med sukker i en kasserolle og lad det simre sammen til en rabarberkompot. Tag den af varmen og smag til med vaniljepulver. Kompotten må gerne være pænt udkogt, evt kan du give den en tur med en stavblender. Hældes i en skål og køles af.
  • Læg husblas i koldt vand i mindst 10 minutter.
  • Bland græsk yoghurt i rabarberkompotten, rør et par skefulde rom i. Smag evt til med lidt citronsaft.
  • Hældes i en passende beholder. Fryses i ca. 4-5 timer, du må meget gerne røre rundt i isen et par gange de første timer. Så mindsker du risikoen for, at der dannes krystaller.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Flødeis er godt, men det er denne her rabarberis med græsk yoghurt altså også. Og så kræver den ikke, at du har en ismaskine. 

Kommentarer

  1. Hej Susanne:-)
    Jeg er ellers ikke ret vild med is og kan kun li’ ganske få slags. Rabarberis er derimod en af dem, som er på positivlisten, så jeg er simpelthen nødt til at prøve din version dette forår:-)
    Kh Lene

    • Susanne

      Tak, Lene – jeg er vild med rabarber, og den skæggede er vild med is, så hos os er det en perfekt kombination, hvor vi begge får noget, vi holder af 😉 God fornøjelse! Kh Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*