svamperisotto med græskar

Svamperisotto med græskar

Risotto er lidt italienernes svar på en grød, der kan spises stort set døgnet rundt. Denne her svamperisotto med græskar er ingen undtagelse. Jeg serverer den som en af de første budbringere om efterårets komme. Med september følger også i år, at jeg deltager i en challenge på Instagram, som du kan læse mere om her.

September måned

Jeg elsker sommerens varme, solen og de lange, lyse aftener. Jeg nyder at sidde på terrassen med en kop kaffe og lytte til fuglesang og stille bølgeskvulp. Sådan er sommeren – i hvert fald en gang imellem, for det er, som om vejret ændrer sig i disse år. Der bliver ikke mere regn, men det kommer mere koncentreret. Klimaforskerne diskuterer stadig, hvor meget og hvordan klimaforandringerne kommer til at påvirke vejret. Imens kan vi andre synes at opleve, at der oftere er skybrud, og oftere er perioder med tørhed og sol fra oven. Det kan komme til at betyde noget for de grøntsager og øvrige afgrøder, vi dyrker. Foreløbig er der ingen ændringer, så vi kan stadig forbinde sommer med nye kartofler, jordbær og grøn salat.   

Sommeren går fra forårets sprøde, grønne asparges over jordbær til solmodnede tomater og læssevis af squash. Og på en eller anden måde får man på et tidspunkt nok af dem. Så glæder jeg mig til igen at kunne lave en gedigen græskarsuppe eller servere en toast med kantareller. Men inden da skal jeg lige have startet min indre stemning af, at sommeren nu for alvor går på hæld.

Stemningen af snerten af efterår, måske mere sensommer, skaber jeg med en svamperisotto med græskar. Svampe og græskar er nemlig to af de råvarer, som jeg forbinder med, at årstiden skifter mod efterår. Risottoen er tillige blød og lækker cremet, der er lidt comfort food over den, og det passer for mig perfekt ind i stemningen af efterår. At det nu er ved at være tid til at krybe sammen i sofaen og nyde en god kop kaffe til en bog, en film eller en snak med den skæggede.

September Stories

I år er september også September Stories på Instagram. Media by Heart har arrangeret en hel måned, hvor der sættes fokus på forskellige emner i deltagernes stories på Instagram. Emnerne spænder vidt – fra de største udfordringer til tirsdagstips og hvad der læses lige nu. Følg med på Instagram.

svamperisotto med græskar

Om risottoen

Som altid bruger jeg carnaroli risottoris til min risotto. Det skyldes simpelthen, at de i min optik giver den helt rigtige konsistens. Ikke for fast, men heller ikke for udkogt og klistret. Hvis du vil vide mere om carnaroli risottoris og om risotto som sådan, kan du læse mere i mit indlæg her, hvor du også finder opskriften på risotto med jordskokker serveret med stegt fisk.

Dagens risotto serveres som hovedret med en god salat til. Men du kan selvfølgelig sagtens vælge at bruge risottoen som tilbehør i stedet for. For eksempel til et stykke hvid fisk, som steges på panden. Det kunne også sagtens være sådan en ret, jeg ville lave, hvis den skæggede havde efterspurgt lidt kød. Så ville jeg stege en bøf til ham, mens jeg selv ville tage risottoen som hovedret.

Svamperisotto med græskar

Opskrift af Susanne PaghKategori HovedretType VegetarSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

2

personer
Arbejdstid?

30

minutter
Kogetid?

20

minutter
I alt?

30

minutter

Cremet risotto som hovedret til 2 eller tilbehør til 4

Ingredienser

  • 1 fed hvidløg

  • 1 lille rødløg

  • ¼ hokkaido græskar

  • 125 g carnaroli risottoris

  • ½ l grøntsagsbouillon (terning plus vand)

  • 125 g svampe

  • oregano

  • salt, peber

  • olie til stegning

  • 1-2 spsk revet parmesan

  • 1-2 spsk græskarkerner

  • Tilbehør
  • En god blandet salat

Sådan gør du

  • Klargør grøntsagerne: Skær svampene i små stykker. Sæt til side. Skær skrællen af hokkaido græskarret og skær det i små stykker, ca. ½ x ½ cm. Hak rødløg og hvidløg fint.
  • Sæt en lille gryde over med lidt olie i. Svits græskartern, rødløg og hvidløg i et par minutter. Det skal ikke tage farve. Tilsæt risene og vend dem med i 1 minut.
  • Hæld nu grøntsagsbouillon over og lad det småsimre. Tilsæt løbende mere grøntsagsbouillon, efterhånden som risene suger væden. Det tager ca. 20 minutter, så er risene møre.
  • Imens rister du først græskrkernerne på en tør pande. Giv dem lidt salt og sæt til side.
  • Kom lidt olie på panden og rist svampene. Giv svampene salt, peber og oregano.
  • Når risene er møre, vendes svampene rundt i risottoen. Riv parmesan over og smag til med salt, peber og eventuelt mere oregano.
  • Serveres med ristede græskarkerner over og gerne lidt mere parmesan.

Bemærk

  • Grøntsagsbouillonen er her blot en god terning og vand
  • Jeg har brugt champignons, men du kan for eksempel også anvende en blanding af svampe som østershatte, markchampignons mv.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

svamperisotto med græskar
close

RAMSLØG TIPS OG OPSKRIFTER

TILMELD DIG NYHEDSBREVET OG FÅ E-BOGEN OM
RAMSLØG

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Kom med en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*