Tærte med franske noter a la ratatouille

Her midt i januarmørket kan man godt drømme sig væk til varmere himmelstrøg. Ja, man kan nærmest have behov for det, som jeg netop i dag blev enige med min kollega på arbejde om. Dagens råd kollega til kollega lød derfor på, at han skulle bestille en ferie til ham og fruen. Selv om jeg ikke kender fruen så godt, så er jeg sikker på, at hun også vil synes om initiativet. Nu ved jeg ikke, hvor de tager hen, såfremt han følger rådet, men tanken om at sidde på en terrasse i Provence en sommeraften med salad nicoise eller en lun ratatouille på tallerkenen og kølig hvidvin i glasset er meget tillokkende for undertegnede.

Men nu er realiteterne, at vi er midt i januar måned. Det er mørkt og koldt udenfor – som i rigtig mørkt, koldt og trist. Jeg suger hvert eneste lille solstrejf til mig, tæller hvert minut, dagen tager til, og glædes over, at vi hver dag kommer nærmere lysere tider. Indtil det atter bliver oplagt med salad nicoise, der kræver nye kartofler, mindes jeg sommeren med en variant af en anden fransk klassiker, nemlig ratatouille. Denne ratatouille er ikke helt standard, men i stedet indarbejdet i en tærte. På den måde har den fået hovedrollen i menuen. Tærten serveres gerne med en god salat af den fyldige slags, så det bliver to mindre retter i stedet for tærte med salat.

Tærte a la ratatouille

Jeg har taget hovedingredienserne fra ratatouille. Der er mange varianter, men jeg synes at bemærke, at tomater, squash og auberginer altid er tilstede. De kombineres med to slags ost og lidt krydderier i en tærtebund. Bemærk, her er ingen æggeblanding, der hældes over tærten inden bagning.

Der bliver en tærte på ca. 24 cm i diameter, nok til 3-4 personer afhængig af tilbehør og sult. Hos den skæggede og undertegnede bliver der ofte til to dage, når tærten serveres med fyldige salater.

Tærten tager lidt tid at tilberede, ikke mindst fordi dejen har godt af at hvile en times tid. Imidlertid kan du godt skære af hviletiden i en snæver vending. Og ellers glæde dig over, at på dag 2 skal tærten bare lige lunes (eller evt. spises kold til frokost på arbejde).

Skal du lidt mere i feriestemning, så prøv denne salad nicoise.

Detaljer

Hvor mange

3-4 personer

Arbejdstid

20 minutter

I ovnen

40 minutter

Hvor svær?

Ikke vanskelig

Ingredienser – dej

  • 100 g groft hvedemel

  • 50 g durummel

  • 50 g tipo 00 mel

  • 1 tsk salt

  • 1/2 dl rapsolie

  • 4-5 spsk skyr eller tilsvarende

  • 1/2 dl vand

Ingredienser – fyld

  • 1 aubergine

  • 1 squash

  • 3 tomater

  • 1 rødløg

  • 1 mozzarella ost

  • 50 g revet ost

  • Olivenolie til at stege i

  • Timian – tørret er fint

  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Start med tærtedejen: bland alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt så olie og skyr og rør godt rundt med en ske. Dejen samles helt med en anelse vand. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, så den passer til den valgte form. Husk at give formen en gang olie, inden du kommer dejen i. Lad nu dejen hvile i køleskabet i en times tid.
  • Tænd for ovnen på 200 grader varmluft. Forbag bunden i 10 minutter, så den er let fast. Tag bunden ud. Sænk ovnens varme til 180 grader varmluft. Imens bunden forbages, forbereder du fyldet: skær auberginen i tynde skiver og drys salt over dem, så bitterstofferne trækkes ud. Lad dem trække i ca. 10 minutter og skyl saltet af. Skær ligeledes squashen i skiver. Steg begge dele på en godt varm pande, så de bliver let grillede. Skær rødløget i smalle både og mozzarellaen og tomater i tynde skiver. Læg nu grøntsager og mozzarella lagvis på den forbagte tærtebund. Drysses generøst med krydderier og revet ost. Bages i yderligere 30 minutter ved 180 grader varmluft. Serveres som sagt med en god og gerne fyldig salat.
  • Imens bunden forbages, forbereder du fyldet: skær auberginen i tynde skiver og drys salt over dem, så bitterstofferne trækkes ud. Lad dem trække i ca. 10 minutter og skyl saltet af. Skær ligeledes squashen i skiver. Steg begge dele på en godt varm pande, så de bliver let grillede. Skær rødløget i smalle både og mozzarellaen og tomater i tynde skiver.
  • Læg nu grøntsager og mozzarella lagvis på den forbagte tærtebund. Drysses generøst med krydderier og revet ost. Bages i yderligere 30 minutter ved 180 grader varmluft. Serveres som sagt med en god og gerne fyldig salat.
  • Bages i yderligere 30 minutter ved 180 grader varmluft, indtil mozzarellaen er smeltet og bunden gennembagt.. 
  • Serveres som sagt med en god og gerne fyldig salat.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*