tangzhong brød

Tangzhong brød

Hvis du synes, at hjemmebagt brød hurtigt bliver tørt, så er her et brød, du skal prøve. Jeg har tidligere lavet en del boller og snegle med den japanske tangzhong bagemetode, og nu er tiden inde til tangzhong brød. I mit overmod kombinerede jeg tangzhong med en langtidshævning, som ofte også giver et rigtig godt brød. Tilsammen må langtidshævning, der giver brødet tid til at udvikle sig, og tangzhong, der tilfører brødet ekstra fugt, jo være en genial løsning. Og det er det faktisk også.

Tangzhong metoden

Selve tangzhong metoden stammer fra Japan. Jeg har tidligere skrevet om den her i dette indlæg om tangzhong boller, og den består egentlig af noget så underligt som en jævning, man pisker ind i sin dej. Fidusen er at gøre brødet mere fugtigt og dermed mere frisk i flere dage. Det lyder sværere at lave, end det er  – og så slipper man i øvrigt også for at ælte dejen med hænderne. Noget der for mange har meget stor værdi. Ud over at brødet holder sig frisk længere, så får det også en fin krumme. Så foretrækker du masser af luft, er tangzhong ikke noget for dig. Her vil jeg i stedet prøve for eksempel disse sandwichstykker, som får luften fra havregryn.

tangzhong brød

Saftigt brød til den gode frokost

Skal man holde den store frokost, uanset om det til jul, påske eller en helt tredje anledning, kan travlhed gøre, at man hopper over det lave gærde. For eksempel når det gælder brød. Men det er der altså ingen grund til, for så lang tid tager det så heller ikke at lave et godt brød. Jeg synes også, at det er rigtig synd at gå på kompromis med brødet. For mig er brødet en vigtig del af et godt stykke smørrebrød. Uanset om det er en rugbrød med sild eller et stykke franskbrød med røget laks eller god ost. Dette tangzhong brød passer i øvrigt rigtig godt til såvel laks som ost. Og når det gælder rugbrød, så vil jeg varmt anbefale mit kernerugbrød, der er bagt på kærnemælk og gær. Lidt planlægning gør det let at bage selv, ikke mindst når man kan bikse dejen sammen og stille den i køleskabet, indtil man skal bage.

Tangzhong boller

Har du lyst til at prøve andet bagværk med tangzhong metoden, så er her et par bud. Først og fremmest vil jeg anbefale de bløde og saftige tangzhong boller, som vil vække glæde på ethvert fødselsdagsbord. Eventuelt kan man også servere tangzhong citronsnegle ved samme lejlighed.

Tangzhong brød

Opskrift af Susanne PaghMåltid BrødType BrødSværhedsgrad Medium
Hvor mange?

1

stk
Arbejdstid?

30

minutter
Bagetid?

30

minutter
Hævetid?

8

timer 
I alt?

9

timer 

Brød der holder sig frisk længe

Ingredienser

  • Jævning
  • 1,25 dl vand

  • 25 g hvedemel

  • Dej
  • 15 g gær

  • 3 dl kærnemælk

  • Jævning

  • 1 spsk honning

  • 1 spsk olie

  • 1½ tsk fint salt

  • 50 g grahamsmel

  • 100 g durummel

  • 325 g manitoba hvedemel

Sådan gør du

  • Dag 1
  • Rør vand og mel sammen i en kasserolle og varm det op til ca. 65 grader. Eller rettere så det bliver en fin jævning. Tag kasserollen af varmen.
  • Rør gæren ud i kærnemælken og tilsæt jævningen. Rør det sammen, tilsæt honning og olie.
  • Rør derefter grahamsmel, durummel og salt i dejen.
  • Tag håndmixeren frem med dejkroge påmonteret. Rør dejen med håndmixer og dejkroge, mens du tilsætter hvedemelet ad et par omgange. Lad håndmixeren gøre arbejdet i 5-8 minutter, indtil dejen slipper kanten af skålen let.
  • Dæk dejen over og sæt i køleskab til næste dag.
  • Dag 2
  • Tag dejen ud af køleskabet en times tid, før du vil bage.
  • Form et brød ud af dejen. Læg det på en bageplade med bagepapir. Lad brødet hævet tildækket til dobbelt størrelse i ca 45 minutter.
  • Tænd for ovnen på 225 grader varmluft og eventuelt også damp. Når ovnen er varm, sættes brødet ind, og varmen dæmpes til 200 grader.
  • Bages i ca. 30 minutter. Det skal lyde hult, hvis du banker på det under bunden – så er det færdigbagt og klar til afkøling på bagerist.

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

tangzhong brød

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*