tangzhong citronsnegle

Tangzhong citronsnegle

Jeg er blevet lidt vild med den japanske bagemetode, tangzhong. Den giver et meget saftigt resultat – som holder i flere dage. De her tangzhong citronsnegle fyldt med citronremonce er mit nyeste produkt i den stil. 

Nu har vi i hele december spist masser af kanel, så derfor havde jeg ikke lyst til kanelsnegle. Der skulle noget andet på bordet. Springet til citronsnegle var meget kort, da jeg kom til at tænke på en af mine medarbejdere, der er helt vild med citron. Og jeg havde netop tænkt mig, at de her snegle skulle være start på ugen på arbejde. Så da jeg samlede afdelingen til mandagens morgenmøde, var det med et fad fyldt med små, lune citronsnegle med citronglasur. De smagte virkelig godt – og fik hurtigt ben at gå på, da de overskydende blev sat i vores tekøkken.      

Den skæggede nåede slet ikke at få smagt mine tangzhong citronsnegle. Selv om det er min opfattelse, at han ikke er helt vild med sødt gærbrød, så tror jeg faktisk, at han ville kunne lide de her. For det første er der ikke antydning af tørhed i dem, og for det andet giver citronen en meget friskere smag end i vanlige snegle. Jeg må jo bare lave en portion mere, så jeg kan teste dem af på ham.  

Tangzhong metoden 

Jeg hørte om tangzhong bagemetoden første gang i efteråret, og siden har jeg bagt efter den mange gange. Fordelen er, at man får et saftigt, blødt resultat, der holder sig frisk i længere tid. Tangzhong metoden består i, at man tager 1 del mel til 5 dele væske (ud fra vægt) fra og laver en jævning ud af det først. Når mel bliver varmet op på den måde, danner stivelsen for det første ikke gluten, og dernæst kan dejen holde på mere væske, hvilket tilsammen giver det her bløde resultat. Helt perfekt til snegle og bamseboller.  

Prøv også… 

Jeg har tidligere lagt denne her opskrift på bløde boller med en anelse groft mel op. De er simpelthen fine og kan også fryses. Så skal de bare direkte fra fryser og i ovnen, hvor de tøes op og derefter smager næsten lige så godt som nybagte.  

tangzhong citronsnegle

Detaljer

Hvor mange?

14-16 stk

Arbejdstid?

30 minutter

Hæve- og bagetid?

1 time + 20 minutter

Hvor svært?

Ikke så svært

Ingredienser

  • Jævning
  • 1 dl mælk

  • 20 g hvedemel

  • Dej
  • 1 dl mælk

  • 15 g gær

  • 2 spsk sukker

  • 1 tsk fint sukker

  • 300 g hvedemel + lidt til udrulning

  • 1 æg

  • 50 g smør

  • Citronremonce
  • 100 g blødt smør

  • 50 g rørsukker

  • 50 g marcipan

  • 1 citron, saft og revet skal

  • Citronglasur
  • 150 g flormelis

  • Resten af citronsaften + evt lidt vand

Sådan gør du

  • Dej
  • Start med jævningen: Bland 1 dl mælk og 20 g mel i en kasserolle og varm det op under omrøring, indtil det bliver til en tyk jævning. Det passer med ca. 65 grader. Lad jævningen køle let af.
  • Rør gær ud i 1 dl mælk. Tilsæt den afkølede jævning, sukker og salt. Rør det jævnt og tilsæt ægget.
  • Find elmixeren frem sammen med dejkrogene. Tilsæt nu hvedemelet og rør dejen med elmixeren med dejkroge. Tilsæt smørret i små stykker lidt efter lidt. Du skal regne med at røre i mindst 5-10 minutter – det gør kun dejen rigtig god, hvis du har tålmodighed til 10 minutter.
  • Dæk skålen med dejen med husholdningsfilm og lad den hæve på køkkenbordet i ca. 1 time.
  • Citronremonce
  • Imens laver du citronremoncen: Riv marcipanen groft, bland den med rørsukker og pisk det hurtigt sammen med det bløde smør i små stykker. Rør til sidst revet skal og saft af citronen i – hold lidt citronsaft tilbage, så du kan bruge det til glasur.
  • Samling af snegle
  • Tænd for ovnen på 190 grader varmluft og gerne med damp.
  • Rul dejen ud på køkkenbordet – med lidt mel under, så dejen ikke hænger fast. Den skal rulles ud til ca. 20 x 40 cm.
  • Smør citronremoncen ud på hele fladen, men lad den ene lange side være uden citronremonce på de yderste 2-3 cm. Rul dejen sammen til en 40 cm lang rulle. Skær den i stykker på ca. 2-3 cm, som sættes på en bageplade med bagepapir.
  • Sættes i ovnen, og samtidig skrues ned for varmen til 175 grader. Bages i ca. 20 minutter, indtil de er brune og gennembagte. Køles af til lune.
  • Rør en glasur af flormelis og citronsaft. 

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! 

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*