Småkagerne er igen-igen forårsaget af det her rend af håndværkere, som vi har pga. det nye køkken. Og på grund af den øvrige renovering/indflytning. Disse cookies blev således bl.a. fortæret af en gardinmand. Nu kan vi så skifte sælgers efterladte plissegardiner ud med noget, der passer bedre ind i vores stil. Småkagerne er lidt et miks. Lad os kalde det for en fusionssmåkage med kokos og havregryn, for den er hverken en kokossmåkage eller en havregrynskage.
Vil du hellere have den rene kokossmåkage, så prøv de her småkager med kokos, hasselnødder og citron. Superhurtige og smager lige så godt. Eller hvis det skal være med havregryn – så er der de her havregrynscookies med peanutbutter.
Jeg ved det – der er et utal af småkager på bloggen. Mest fordi det er en let løsning, som man kan byde nogle af alle de her mere eller mindre uventede gæster. Men også fordi jeg synes, det er noget af det letteste at bage. De tager sjældent lang tid. Når de gør, skyldes det mest, at dejen skal hvile. Og imens hviler jeg så også.
Dagens fusionssmåkage med kokos og havregryn tager heller ingen tid at lave. Men ok, det er fint, for de forsvinder altså også hurtigt ned i maverne.
Hvor meget, hvor svært og hvor længe
32 stk
20 minutter
10 minutter
Helt vildt lette
Ingredienser
100 g blødt smør – husk at tage det ud af køleskabet i god tid
75 g rørsukker
75 g brun farin
1 æg, lagt af en høne på en dårlig dag, dvs. et lille et af slagsens
90 g hvedemel af den hvideste slags
1/2 tsk natron
1/2 citron – saft og revet skal heraf
1 tsk vaniljesukker
1 knsp salt
75 g kokosmel
50 g havregryn
Sådan gør du
- Forberedelserne først: Så tænd ovnen på 180 grader varmluft. Tag to bageplader frem og beklæd dem med bagepapir.
- Endnu en forberedelse: Bland mel, natron, vaniljesukker, salt, kokosmel og havregryn i en skål og stil den til side.
- Så går vi i gang: Rør det bløde smør med rørsukker og brun farin til en fin, glat masse. Tilsæt ægget og pisk igen.
- Tilsæt så revet skal og saft af den halve citron.
- Slut af med at røre de tørre ingredienser i. Det skal bare lige vendes sammen, ikke noget med at gå amok med elpiskeren.
- Nu skal der sættes små toppe med to spiseskeer på bagepladerne. Ca. 16 på hver plade – giv lidt luft imellem småkagerne, de har en tendens til at flyde lidt ud.
- Ind i ovnen med pladerne i ca. 10 minutter. Ud igen når småkagerne er fint lysebrune. Afkøl dem på bageriste – og opbevar dem enten i maven på en sulten håndværker eller i kagedåser.