“Three strikes and you’re out” – grove pitabrød


De her i øvrigt ikke særligt fotogene pitabrød har godt nok voldt problemer. Eller givet udfordringer… Første forsøg manglede salt. I andet forsøg var smagen fin, men de hævede ikke godt nok. Og i tredje forsøg var det størrelsen, der ikke passede. Og så burde jeg egentlig bare have opgivet og dømt dem helt ude (three strikes and you’re out), men lidt stædig er man jo… Så fjerde gang lykkedes det med velsmagende, fint hævede og perfekt bagte grove pitabrød. Men fotogene er de altså ikke.

Grove pitabrød

Tilberedningstid: Fraregnet alle forsøgene lige omkring 2 timer, heraf hæver de i ca. 1,5 time.

Der bliver i alt fire store pitabrød.

Ingredienser:

  • 1,5 dl mælk
  • 1,5 dl kogende vand
  • 20 g gær
  • 1 lille spsk salt
  • 175 g rugmel
  • 200-250 g hvedemel

Bland vand og mælk i en skål. Vent, indtil væsken er den berømte lillefinger-varm, altså du ikke brænder dig, men den stadig mærkes lun. Rør gær og salt ud. Tilsæt rugmelet og rør rundt. Tilsæt derefter hvedemelet lidt efter lidt. Dejen kan fint røres med en ske og kun æltes let til sidst.

Sættes til hævning dækket over på et lunt sted – dvs på køkkenbordet – i ca. 1-1,5 time.

Tænd derefter ovnen på 240 gr. varmluft.

Del dejen i fire portioner. Rul hver del ud på bordet, drysset med mel, til runde brød ca 1/2 cm høje. Læg på en bageplade med bagepapir – og ind i den varme ovn med dem. Det er vigtigt, at ovnen er godt varm, ellers hæver de ikke rigtigt, dvs. der kommer ikke hul indeni dem. Og det er lidt øv, selv om man så bare kan kalde dem for fladbrød… De skal bage ca 7-10 minutter. Afkøles på en rist – og kan i øvrigt fint fryses, de skal blot varmes enten på en brødrister eller i ovnen.

Indrømmet, jeg blev lidt stædig undervejs (hvem skulle have troet det?), men jeg synes så også, at smagen er så fin, at de næsten, nej, faktisk slår Lagkagehusets pitabrød. Måske ikke i udseende, men i smag…

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*