Tøse-fødselsdagsaften

Hvilken fornøjelse – at have tre tøser til fødselsdag! Og ikke bare hvilke som helst tre kvinder, men derimod tre kloge, tænksomme damer, der samtidig ikke går af vejen for en god joke. Morsomt var det i hvert fald i fredags, hvor tre studiekammerater kom til tøse-fødselsdagsaften.

Nu var det ikke en helt enkel opgave at finde menuen til denne aften. For det første skulle det være en rigtig “tøse-menu”, for det andet var vi – selv om vi kun var fire – en sammensat flok madmæssigt. Der var en vegetar, en mælke- og glutenintolerant og en, der gerne sætter tænderne i en god, saftig bøf. Hvordan det blev forenet så nogenlunde, følger her:

Crostini med kikærtemos

Vi startede med en crostini med kikærtemos – med venlig hilsen til Alt for Damerne, hvor opskriften blev fundet og tilpasset vores ganer. Åbenbart en succes af de større – for jeg var ganske enkelt ikke hurtig nok til selv at få smagt. Men de andre forsikrede mig om, at de små crostinier smagte ganske glimrende.

Derefter en rødbede-tomat suppe med en venlig tanke til Arla. Her tilpasset med timian, som jeg holder meget af.

Så var det tid for at samle appetit, mens jeg lavede den næste ret. Perlespelt med kantareller og spinat samt to slags tilbehør, dels gourmetbønner med citron, dels bagte græskartern med feta.

Bagt græskar, der forsvinder som dug for solen

Aftenen blev madmæssigt sluttet af med den lette løsning 3-i-1 løsning. Start hos bageren med at finde nogle gode chokolade-muffins, gå derefter i supermarkedet og køb en lækker vaniljeis og nogle figner. Placer det hele dekorativt på tallerkner. Hvis nu jeg havde tænkt mig om, havde jeg brugt dybe tallerkner i stedet for desserttallerkner. Det ser nemlig ret godt ud.

Tak til jer piger for en god tøse-fødselsdagsaften!

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*