En ægte parfaitis med æggeblommer, piskefløde og masser af vanilje. Denne vaniljeis er helt uden særlige ingredienser eller brug af ismaskine. Ligetil og enkel – og perfekt som tilbehør i masser af desserter.

Jeg sværger normalt til en opskrift på is, som jeg oprindeligt fik fra min mor, og som jeg gennem årene har tilpasset til fyldets karakter og smag. Men nogle gange skal man tilbage til basis. Og basis er i denne is faktisk den franske parfaitis. Så sådan en har jeg lavet – og i øvrigt serveret til pocherede pærer. Næsten en pærer belle helene, men også kun næsten, for chokoladesaucen mangler her.

C’est parfait!

Parfait er fransk og betyder perfekt. Og isen er perfekt, synes jeg, og så gør det ikke noget, at den også er let at lave. Parfaitis blev første gang omtalt i 1894, og den var dengang en betegnelse for en frossen dessert med smag af kaffe. I dag er der nok ingen tvivl om, at den helt rigtige parfaitis for mange er en vaniljeis, især hvis man spørger dem om, hvad en rigtig flødeis er.

Fra isens barndom

Hvornår isen opstod som dessert, hersker der stor usikkerhed om. Sådan er det med meget mad, vi ved ikke helt, hvor og hvornår de enkelte retter opstod. Når det gælder is, er der dog den særlighed, at is kræver, at man kan styre temperaturen. Og det er ikke så let. Måske er det rigtigt, at isen stammer helt tilbage til den kinesiske Tang periode (618-907), hvor opvarmet mælk fik lov til at syrne, blev blandet med mel og kamfer og kølet ned til noget, der minder om is. Og måske er det rigtigt, at kejser Nero nød sne blandet med frugt a la sorbet, da han residerede i Rom.

Fra Rom og Kina er der dog lang vej til Danmark. Det er først i 1700-tallet, at man begynder at finde opskrifter på is. Og den første isfabrik får danskerne i 1914, ”Amerikansk Ice Cream Fryseri”. Siden bliver der produceret is på masser af mejerier rundt om i Danmark.

Fra min barndom

I hjemmene krævede is dog stadig, at man havde adgang til en fryser. Da jeg voksede op i 1970’erne og 1980’erne (og dermed kan huske både den første og den anden oliekrise med bilfrie søndage, korte bade og kølige rum), var det på bagsiden af 1960’ernes velstandsperiode med masser af nye forbrugsgoder. Herunder køleskab og ikke mindst fryser. På det tidspunkt var begge dele nemlig standard i de fleste hjem. Dermed var det allervigtigste udstyr til at lave hjemmelavet is – eller bare opbevare is – til stede. Hvor is tidligere havde været en virkelig luksuriøs dessert, fordi den krævede kulde, så blev den nu meget mere en standard. Det blev den også i mit barndomshjem, men selvfølgelig kun i weekenderne og i skarp konkurrence med især jordbærgrød og citronfromage. Isen var ofte hjemmelavet, men en gang imellem sprang min mor over det lave gærde og købte is. I literform selvfølgelig, for ispinde og vafler var kun til særlige lejligheder.

Vaniljeis

Jeg kan forestille mig, at historisk har vaniljeis været en ret fornem is. Vanilje har været kostbart og eksotisk. Min parfaitis indeholder både fløde og vanilje – og må derfor gerne kaldes for en vaniljeis med fløde eller en flødeis med vanilje. For der skal ægte vanilje og fløde til, ellers er det jo falsk besmykning. Den er ganske let at lave – og så kræver den altså ikke ismaskine, for sådan en ejer jeg ikke.

Server isen alene eller sammen med sprøde kager, som tilbehør til efterårets æbletærter – eller bare til lidt jordbær på en sommerdag. Alt sammen fungerer perfekt.