Jeg havde jo ellers håbet på, at vi snart for alvor ikke blot gik mod lysere, men også varmere tider. Sådan er det ikke – og vejret lægger ikke ligefrem op til en klassisk salad nicoise eller anden sommermad. Vi er også stadig i februar måned, så det er vel ok, at der ikke ligefrem er sommertemperaturer udenfor. Også selv om vi virkelig gerne vil have noget varme nu. Noget varmt og varmende skal der derfor på bordet, men med en længselsfuld tanke til forår og salad nicoise. Det blev til en farvestrålende og varm salat med tun.
Tun kan godt være lidt problematisk at købe med klima- og miljøfornuft. Ikke mindst fordi tun er så populært både frisk og som dåsetun, er tun blevet overfisket, og der har været bifangst af mere truede fiskearter. Hvis du kigger efter MSC-mærket tun, uanset om den er frisk eller på dåse, så er du på den sikre side. Samtidig er du også med til at sikre, at de næste generationer kan få tun i deres salater.
Sådan en varm salat med tun og aubergine lægger noget bund, men suppler alligevel med et godt brød. Det kan for eksempel være dette her foccaciabrød, som er langtidshævet.
Detaljer
2 personer
20 minutter
20 minutter
let og enkel
Ingredienser
1 tunbøf, ca 200 g
1 aubergine
1/2 rødløg
10-12 små cherrytomater
1/2 gul eller rød peberfrugt
Olivenolie
Salt, peber
Basilikum (af den tørre slags, for andet havde jeg ikke)
Tilbehør: godt, groft brød
Ingredienser – dressing
2 ansjosfileter
1/2 lime
3 spsk rapsolie eller anden smagsneutral olie
Salt, peber
Sådan gør du
- Varm en pande godt op med olivenolie. Steg tunbøffen et par minutter på hver side – husk at krydre med salt og peber. Hold den lun fx indpakket i lidt stanniol (pas på, at den ikke kommer til at koge videre, så den får for meget, den må gerne være lidt rosa indeni).
- Skær auberginen i mindre stykker og steg dem på panden i lidt olivenolie, velkrydret med salt, peber og tørret basilikum. Imens skæres rødløget i tynde skiver, cherrytomaterne halveres, og peberfrugten skæres i små tern. Bland det hele i et fad.
- Rør en dressing bestående af hakkede ansjosfileter, limesaft, rapsolie samt salt og peber.
- Pluk tunbøffen i mindre, mundrette stykker og bland dem sammen med auberginestykkerne og de øvrige grøntsager. Vend det hele godt med dressingen og server med et stykke brød.