varmrøget laks med peberrod og æbler

Varmrøget laks med peberrod og æbler

Jeg har stadig dømt sundere jul, også når det gælder julefrokosten. Men jeg går altså ikke på kompromis, så nogle gange er det måske bare lidt sundere end det mest syndige alternativ. I dag er jeg gået i krig med varmrøget laks med peberrod og æbler. Frisk, lækkert og let med en dressing på basis af skyr. Hvis du tror, at skyr smager kedeligt og syrligt, så test lige denne her. Normalt ville jeg være gået amok i piskefløde, fordi fløde klæder peberrod så fint. Og måske er skyr ikke helt som en dressing med piskefløde, men, synes jeg, et rigtig godt alternativ.

Bliver der julefrokost?

Ok, der er opfordringer til, at vi ikke slår bedstemor ihjel ved familiejulefrokosten. Det læste jeg forleden. Jamen, det sagde lægeformanden faktisk i dette interview. Ja, jeg tænkte også mit – især fordi bedstemødre jo egentlig burde være nogle elskelige, gamle kvinder, der smiler blidt til alt og alle, men selvfølgelig samtidig også er svigermødre, og måske endda en af de mere skarpe af slagsens? Nå, men hvorom alt er: der bliver nok holdt en enkelt julefrokost eller to i de kommende uger. Og med færre omkring bordet er der måske også overskud til at kræse lidt ekstra for deltagerne.

varmrøget laks med peberrod og æbler

3 ting om julefrokosten

Filmen Julefrokosten fra 1976 skal man nok ikke lige se med dagens øjne. Sexisme og krænkelser florerede vildt, og man vil næppe heller i dag se julefrokoster, der udvikler sig til så uhæmmede drukorgier. Har du ikke set filmen, kan den købes som dvd.

Julefrokoster har ikke altid eksisteret. Heller ikke selv om firmaets arrangører måske agerer sådan. Faktisk er de først for alvor kommet til efter 2. verdenskrig – og i den form, vi ser dem i filmen Julefrokosten fra 1976, først i 1960’erne. Inden da kunne chefen dog godt finde på at invitere medarbejdere på et glas portvin den sidste dag inden juleaften. Jeg ser Hans Christian Varnæs fra Matador for mig, men om han faktisk gjorde det, er jeg i tvivl om. Men så er det godt, at jeg kan bingewatche hele serien lige nu på dr.dk.

Julefrokost derhjemme i familiens skød har nok været en del af juletraditionerne i mange flere år end firmajulefrokosten. I hvert fald har Den Gamle By i Aarhus gravet julefrokost-menuer frem fra 1920’erne og 1930’erne. Så 100 år på bagen har traditionen altså.

I mit barndomshjem, skriver jeg og lyder så pludselig som en 100-årig eller i hvert fald som Misse Møghe…: Nå, men da jeg var barn, var julefrokosten i familien absolut julens højdepunkt for min mor. Måske fordi så var gaverne fordelt og al julemaden klaret. Jeg spurgte hende flere gange, men fik aldrig andet svar, end ”når vi spiste julefrokost sammen, var det jul.”  

varmrøget laks med peberrod og æbler

Mere om denne salat med varmrøget laks med peberrod og æbler

Det er en superhurtig salat at bikse sammen. Den kan sagtens laves på forhånd og stå klar i køleskabet. Så kan det være en ide at holde lidt af peberroden tilbage, så salaten ikke bliver for stærk. Vælg også et godt rugbrød – for eksempel mit julerugbrød.

Jeg har i øvrigt anvendt mizuna salat, der er en krydret salat, men mildere end rucola. Kan du ikke skaffe mizuna, så brug bare rucola i stedet for.

Er du ikke til peberrod, men derimod rygeost, så prøv denne her salat med varmrøget laks med rygeost.

0Varmrøget laks med peberrod og æbler

Opskrift af Susanne PaghMåltid FiskType FrokostSværhedsgrad Let
Hvor mange?

4

personer
Arbejdstid?

20

minutter
I alt?

20

minutter

Let salat med varmrøget laks med peberrod og æbler

Ingredienser

  • 125 g varmrøget laks

  • 1-2 spsk friskrevet peberrod

  • 1 æble i små tern

  • 2-3 spsk skyr

  • 1 tsk honning

  • Salt, peber

  • Servering
  • 4 stk godt rugbrød

  • mizuna salat (eller rucola)

Sådan gør du

  • Findel den varmrøgede laks. Fjern kernehuset og skær æblet i små tern – og lav samtidig 4 smalle æblebåde til pynt.
  • Bland laks, peberrod og æbletern i en skål.
  • Rør skyr i, bare lige så det samles, tilsæt derefter honning samt salt og peber. Smag til med krydderier og evt lidt ekstra honning.
  • Servering
  • Rist rugbrødet. Fordel mizuna salat på det, top med den varmrøgede laks og pynt af med en smal æblebåd på hvert stykke.

Bemærk

  • Du kan sagtens lave denne salat på forhånd. Vær blot obs på, at peberroden kan trække og give mere smag.

Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉

varmrøget laks med peberrod og æbler 1500x1000

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer!

Sundt for to deler ikke dine oplysninger med 3. part. Læs også privatlivspolitikken

Kommentarer

  1. Tina Margrethe

    Tak for endnu en skøn opskrift; købte ind til den her, så jeg havde noget til dagene mellem her mellem jul og nytår. Opskriften var nem at tilberede – og kombinationen af laks og peberrod er et hit.

    • Susanne

      Hej Tina,
      Dejligt at høre. Ja, laks og peberrod klæder hinanden vildt godt. Godt nytår til dig og dine! Hilsen Susanne

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*