Kokos-is er bare noget af det lækreste – serveret med danske jordbær, en salsa af ananas eller i en isvaffal. Det dur bare. Men det er lidt svært at få samme cremede konsistens derhjemme, som man får i isboderne. Denne her opskrift kommer nu et rigtig godt stykke ad vejen med god hjælp af ingredienser, der blødgør (og som ikke er ”farlige” eller kunstige). Se opskriften nedenfor på vegansk kokos-is – men læs nu først om, hvorfor kokos-is står højt på min is-liste.
Har du en favorit is? Det har jeg. Det er bare ikke den samme hen over sommeren, for i perioder er jeg til is med bær, andre gange er det sorbetis, der er på programmet, og endelig om vinteren elsker jeg de lidt ”tungere” istyper med chokolade, kaffe etc. Sådan er det nok for de fleste af os. Den skæggede kan nu spise kokos-is hele året, er jeg sikker på. Og det er nu også ret godt, må jeg indrømme. Jeg kan godt lide kokos-is, fordi den på en eller anden måde bliver lettere end flødeis, men tungere end sorbetis. Altså mere fylde end sorbet, men uden risiko for at blive tung og måske lidt fad på grund af fløden. Og så er der bare meget solskin i kokos-is – som kommer den direkte fra Bountyland til danske, solmodnede jordbær.
Om vegansk kokos-is
Is består af luft, fedtstof, sukker og væske. I rette forhold selvfølgelig. Luften giver isen lethed, fedtstoffet bidrager med en god fylde, mens sukker bidrager med sødme. Endelig skal der være væske, som fylder.
Isen her er vegansk og indeholder altså hverken mælk, fløde eller æg. Egentlig består den blot af kokosmælk, kokosmel og sødestof, der varmes op til lige under kogepunktet. Hemmeligheden bag den cremede konsistens er dels glukosesirup, dels rom. Begge dele bidrager nemlig til, at isen bliver blød og ikke stenhård eller krystalliseret. Glukosesirup hæmmer krystalliseringen, og spiritus sænker frysepunktet. Det er meget let at lave isen, og man behøver altså ikke en ismaskine. I stedet skal der blot røres i isen nogle gange under indfrysningen.
Hvorfor vegansk? Jeg har egentlig ikke gået op i, at isen er vegansk, og man skal ikke lade sig afskrække af, at der ikke er fløde til at give den her gode fylde i isen. Det klarer kokosmælken meget, meget fint. Også i en light udgave.
Serveres med… og nydes
Kokos-is kan serveres med alt fra frugt og bær til vafler og brownie. Eller den kan spises, som den er. Måske med ristet kokosmel drysset over. Den skæggede har nydt isen med danske jordbær, der blot er skåret i kvarte. Det er enkelt og let, og han er ret vild med kombinationen. Der kan være en ide i at fordele isen i flere beholdere, hvis man ikke regner med at spise det hele på én gang. Hver gang man tager isen ud af fryseren og lader den tø en smule, bliver den lidt mere krystalliseret. Det sker med al is, og dermed kan man så vælge strategien, at is aldrig må tage turen ud og ind i fryseren alt for mange gange. Enten ved at dele op i mindre beholdere eller ved at spise den.
Vegansk kokosis
Måltid Sødt og syndigtType DessertSværhedsgrad Let4
personer20
minutter4
timer4
timer20
minutterIngredienser
1 dåse kokosmælk (light eller almindelig)
25 g kokosmel
40 g sukker
100 g glukosesirup
1 knsp salt
1-2 spsk rom
- Tilbehør:
Frugt, bær, brownie
Sådan gør du
- Bland kokosmælk, sukker, glukosesirup og salt i en kasserolle. Varm det op til lige under kogepunktet, mens du rører i blandingen.
- Blandingen afkøles til 5 grader. Tilsæt rom og lad derefter isen tilbringe natten i køleskabet i den beholder, som du vil have isen i til sidst.
- Jeg har ingen ismaskine (og det ville ellers være det lette valg her), så jeg gør som følger: Rør i ismassen og stil den i fryseren. Rør derefter i den ca. hver halve time de første 3-4 timer. Lad den derefter fryse ind.
- Tag isen ud af fryseren min. 15 minutter før servering. Lav fine kugler af isen og server fx med sommerens danske jordbær eller en salsa af ananas. Det er ikke som at være i Caribien, men det dur nu stadig.
Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet med aktuelle opskrifter og forslag til menuer! Læs mere her
Prøver du en af mine opskrifter, så snup et billede og læg det på Instagram – med hashtagget #sundtforto. Jeg vil med glæde følge med 😉