vertikal omelet

Vertikal omelet med asparges

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle kalde retten her, men den udfordring løste vores gæster til brunch straks, da de døbte den “vertikal omelet”, og det er egentlig rigtig nok. Det er faktisk bare æg i cocotte lavet til mange i én form i stedet for en cocotte pr. person.

Jeg serverede den med valget mellem røget laks og stegt bacon (eller begge dele) samt brød. Her serveret til brunch, men fungerer jo også som en frokostret eller let aftensmåltid, hvis der lige tilføjes lidt salat.

Opskrift – vertikal omelet

Passer til 6-8 personer afhængig af, hvor meget andet morgen- eller brunch-buffet byder på.
Tidsforbrug: 1/2 time
Ingredienser:

  • 8 æg delt i æggehvide og æggeblomme
  • 8 spsk skyr
  • 1/2 bundt asparges
  • Salt, peber

Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft. Læg bagepapir i en rugbrødsform.

Skyl og knæk aspargesene der, hvor de naturligt knækker. Så undgår man den træede nederste del. Skær dem i mindre stykker.

Del æggene, så æggehviderne hældes sammen i én skål, mens æggeblommerne forsigtigt lægges i en skål. Prøv om du kan holde blommerne hele, det bliver finest. Bland æggehviden med skyr, salt og peber. Bland aspargesstykkerne i.

Hæld blandingen i formen og sæt den i ovnen i ca. 15 minutter, indtil æggemassen er næsten stivnet. Tilsæt æggeblommerne de sidste 5 minutter. Således er der vertikal omelet, der kan serveres med lidt røget laks, stegt bacon og ristet rugbrød. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*