Vintersalat for 1

Jeg har arbejdet hjemme i dag. Det giver en masse ro til at tænke og ikke mindst få lavet en masse skrivearbejde. Og jeg har også været hjemme alene, for den skæggede drog på job i morges og ventes hjem igen i morgen. Så aftensmaden er blevet indtaget alene – sundt for to er således for et øjeblik blevet til sundt for én. Denne vintersalat passer altså til 1 person, gang op, hvis I er flere… Og tjek opskriften godt, for der kommer lige lidt ekstra smagsgivere.

Nu bruger jeg gerne tid i køkkenet. Nogle dage må det alligevel godt gå tjep, fx når jeg har talt længe med den skæggede i telefon, når han er ude på kundebesøg. Han skal bare ned i en restaurant, men jeg skal jo lige lave lidt foder selv.

Sundt for én betyder, at maden stadig skal være sund. Derfor blev der i dag snittet lidt grøntsager – spidskål, broccoli, kogte kartofler fra i går og butternutsquash.

vintersalat

På panden med lidt olivenolie – jeg havde ved en fejl fået købt en olivenolie med chili (skam jer, Urtekram, tænk at skrive det så diskret), og den blev så testet af. Den er god, giver lige et pift, uden at munden brænder. Når olivenolien er varm, er det blot at riste butternutsquash og broccoli, indtil det er mørt.

Det hele anrettes, og jo, jeg gør altså lidt ud af, at det ser pænt ud. Det skyldes selvfølgelig, at jeg gerne vil have taget et par gode fotos af det færdige resultat. Derudover smager maden bare bedre, når den er anrettet med lidt omtanke. (Den skæggede hævder også, at bilen kører bedre, når den er nyvasket – det må være det samme…)

Salaten behøver faktisk ikke anden dressing end lidt limesaft. Så er vi klar til en vintersalat for 1 person.

Detaljer

Hvor mange?

1 person

Hvor lang arbejdstid?

20 minutter

Heraf på panden?

10 minutter

Hvor svært?

Møj let

Ingredienser

  • 1/4 lille spidskål

  • 1/4 broccoli

  • 1/4 butternutsquash (andre typer af græskar, fx hokkaido, kan selvfølgelig sagtens bruges – overvej dog mængden i givet fald, måske skal der bruges mindre)

  • 5-6 små kartofler, kogte og afkølede fra dagen før

  • 1 håndfuld mandler

  • 1/4 blød gedeost (eller feta, hvis du ikke er til ged)

  • 1/2 lime

  • Salt, peber

  • Olivenolie, gerne med chili (alternativt lidt chiliflager og almindelig olivenolie)

  • Serveres evt. med groft brød

Sådan gør du

  • Snit spidskålen fint, del broccolien i små buketter, skær butternutsquash og kartofler i mindre stykker.
  • Varm en pande op med lidt olivenolie, rist butternutsquash og broccoli, indtil det er mørt. Hvis olivenolien er uden chili, kan du tilsætte lidt chiliflager.
  • Bland hele molevitten og pynt med grofthakkede mandler og gedeost i mindre stykker. Dryp lidt limesaft over – og server evt. med groft brød.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*