Reklame: Indlægget er en del af årets Readathon, som er arrangeret af Bloggers by Heart og er et samarbejde med People’s Press. Her skiftes hver blogger til at anbefale en bog til sommerens læsning. Jeg har valgt at anmelde bogen Tak! Desuden har jeg lavet denne mini-anmeldelse af en yogabog, Yoga for ryg.
Jeg er godt nok morgenfrisk, men frisk nok til yoga – det ved jeg ikke lige. Mest af alt fordi jeg de få gange, jeg har været til yoga på hold altid er blevet meget utålmodig. Og så er jeg helt enkelt bange for at falde i søvn undervejs. Så jeg greb chancen, da jeg blev indbudt til Readathon af Bloggers By Heart, og tog fat på yoga for ryg, nakke og skuldre.
Bogen landede i postkassen. Jeg så på den med en vis skepsis, bladrede lidt og lagde den så fra mig. Men jeg er jo kendt som en stædig rad, så for nogle dage siden fandt jeg bogen frem igen. Efter flere måneder i corona-land med arbejdsplads ved spisebordet – langt fra indstillelig, ergonomisk korrekt stol og hæve-sænkebord – burde min ryg egentlig være øm, lænden burde skrige og nakken brokke sig. Det er bare ikke sket. Jeg takker min skaber for, at jeg er således skabt, at de skavanker ikke bider på mig. Alligevel fandt jeg bogen frem igen for at se, om der ikke skulle være noget interessant i den.
En afslappet tilgang
Slog op på de første sider og konstaterede straks, at min navnesøster, Susanne, er ret meget nede på jorden. Hun ved godt, at vi ikke alle kan tage halve og hele timer ud af kalenderen hver dag for at placere os i underlige positurer. Det skal sniges ind i små pauser fra morgen til aften. Derfor er der programmer til morgen, til pauser på jobbet, til at geare ned på og så det lange program til weekenden. Fokus er som titlen mere end antyder på ryg, nakke og skuldre.
Den bedste måde at blive klogere på er ved at teste på egen krop. Som sagt, så gjort. Jeg tog Susannes råd om at snuppe et par øvelser, når jeg alligevel hentede frisk kaffe i løbet af dagen. Det sikrede mig også, at jeg kom op og stå og gå i mere end de 30 sekunder, der er hen til kaffen og retur.
Resultat efter disse dage med pause-yoga: Positurerne er ikke så underlige endda, og øvelserne er velegnede til at udføre på en kontorstol eller stående. Jeg har endnu ikke fået det ind som en fast rutine, men jeg kan godt forestille mig, at det kan blive en fin vane at kombinere kaffe med yoga.
Har du fået lyst til at læse Yoga for ryg?
Gør det let – vær med i min konkurrence om et eksemplar af Yoga for ryg. Den finder du på min facebook– og instagram-profil. Deltag begge steder og fordobl din chance for at vinde.
Men ikke nok med det, for sammen med Yoga for ryg følger også bogen Tak! af Rikke Østergaard, som jeg har anmeldt her.