Egentlig bliver de vist forkælet lidt i afdelingen i denne sommertid… men det er vel også ok, når der kun er få, der holder skansen, mens resten forhåbentlig nyder ferietiden. I denne uge blev det til denne hindbærkage, som er resultatet af et “tøm skuffer og skabe” raid. Kollegerne reagerede på nogenlunde samme vis – de tog det som et raid, hvad man også kan se af billedet her, hvor en af kollegerne havde skåret for.
Opskrift – hindbærkage
Passer til en almindelig springform, dvs. 8-10 personer afhængig af sult og pli.
Tid: Tager ufattelig kort tid – 45 minutter.
Ingredienser:
- 50 g smør
- 2 æg
- 125 g rørsukker
- 150 g hvedemel
- 50 g kokosmel
- 2 tsk. bagepulver
- 1½ dl mælk
- 50 g hvid chokolade
- 25 friske hindbær
Tænd ovnen på 180 grader varmluft og dæk en springform med bagepapir. Så er det til en side.
Smelt smørret i en lille kasserolle. Lad det køle af, mens du hakker den hvide chokolade groft. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Tilsæt mel, kokosmel og bagepulver – rør godt rundt. Tilsæt derefter mælken og slut af med at vende den hakkede chokolade i dejen. Dejen fordeles i formen, til sidst lægges hindbærrene ned i dejen.
Bages ca. 30-35 minutter.