Smagen af dansk sommer = hindbæris med fløde og hindbær…
Min vanlige grundopskrift på is fik en gang dansk sommer i form af hindbær. Og helt ærligt, den smager godt nok godt. Den kunne godt lande blandt mine personlige favoritter – også gemalens i øvrigt…
Opskrift – hindbæris
Passer til ca. 6-8 personer afhængig af isafhængighed
Tid: 1/2 time plus 5 timer i fryseren
Ingredienser:
- 250 g hindbær, gerne frosne
- 1/2 dl sukker
- 2 æggehvider
- 2 æggeblommer
- 4 spsk sukker
- 1/4 l piskefløde
- Til servering: friske hindbær og evt. cookies
Giv hindbærrene og 1/2 dl sukker et kort opkog i en kasserolle ved medium varme. Afkøles.
Pisk æggehviderne stive, tilsæt 1 spsk sukker til sidst og pisk et halvt minut yderligere. Pisk fløden stiv, men ikke til smør… Og slut af med at piske æggeblommer og 3 spsk sukker længe, længere end man tror, så det bliver en fin, lys æggesnaps.
Vend hindbærrene i æggesnapsen, vend derefter piskefløden i – og slut af med at vende de stiftpiskede æggehvider forsigtigt i blandingen. Hældes i passende beholdere og sættes i fryseren. Man kan evt. vende lidt rundt i isen efter et par timer, så synker evt. hele hindbær ikke til bunds.
Serveres med friske, danske hindbær og evt. en smuldret cookie. Mums, det er lækker dessert!