Kærnemælkskoldskål med skyr

Jeg har læst diverse test af færdigkøbte koldskål, og det var ikke opløftende læsning, kan jeg hilse og sige. For sød, for syrlig, for tynd, for kedelig var ord, der gik igen. Og så er der kun én vej – lav den selv. Som sagt, så gjort. 
På den måde har jeg også styr på, hvor meget sukker der kommes i… og den her kærnemælkskoldskål med skyr er egentlig sund nok, det ødelægges evt. først, når man kommer et læs kammerjunkere på. Og en opskrift på virkelig sprøde kammerjunkere følger lige her – nøj, de er gode…

Opskrift – kærnemælkskoldskål med skyr

Portionen her er til 2-3 personer.
Tilberedningstid: Selve tilberedningen tager max 15 minutter, men derefter må koldskålen meget gerne stå på køl i mindst en halv time. 
Ingredienser:

  • 1 æggeblomme
  • 1 1/2 spsk rørsukker 
  • 1 vaniljestang 
  • 150 g skyr
  • 1/2 liter kærnemælk 
  • 2-3 tsk citronsaft

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem med lidt af sukkeret, så de lettere fordeler sig. Pisk æggeblommen med sukker og vaniljekorn, indtil det er lyst og luftigt. Tilsæt skyr og dernæst kærnemælk og rør det godt ud. Smag til med citronsaft. Stilles på køl i mindst en halv time. Serveres med kammerjunkere og jordbær skåret i mindre stykker. 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*