Kammerjunkere – aldrig rigtig sunde, men de her er dog uden smør…Knasende sprøde kammerjunkere lige til en gang koldskål, når sommervejret arter sig i den retning. Egentlig er det jo bare en småkage – kammerjunkere er ganske enkelt ikke sunde, men i denne version er der dog rapsolie og ikke smør… det må da betyde lidt.
Opskrift på knasende, sprøde kammerjunkere
50 små kammerjunkere
Tidsforbrug: 1 1/2 time. Arbejdstiden heraf er dog yderst begrænset.
Ingredienser:
- 75 g sukker
- 1 æg
- 1/4 dl rapsolie
- 100 g hvedemel
- 50 g grahamsmel
- 1 tsk bagepulver
- 1 lille tsk kardemomme
- 1/2 økologisk/usprøjtet citron, revet skal heraf
- 1 nip salt
Pisk æg og sukker godt skummende og lyst, tilsæt rapsolien. Vend derefter resten af ingredienserne i. Stil skålen med dejen i køleskabet i min. 45 minutter. Nu er den blevet mere fast i det.
Tænd ovnen på 165 grader varmluft. Mens ovnen varmes op, former du to pølser af en god tommelfingers tykkelse og lægger dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 25 minutter. Tag pladen ud af ovnen og skær de to pølser i stykker af ca. 0,5 – 0,7 cm tykkelse. Sæt stykkerne på skærefladen på bagepladen og sæt den ind i ovnen igen i ca. 10 minutter.
Så er der kammerjunker – måske til denne hjemmelavede koldskål? Og ellers kan de jo gnaskes ved masser af andre anledninger.
Pingback: 3 lette sommerdesserter – Sundt for to