Sundt bananbrød – når der ikke skal syndes… så meget…


Efter en meget syndig kage kunne jeg ikke helt blive enig med mig selv, om der skulle bages kage eller brød til weekendens besøg af en god ven til eftermiddagskaffe. Det blev derfor til en blanding – et sundt bananbrød.

Serveret med smør og pålægschokolade, men smager også rigtig godt uden.

Opskrift på et sundt bananbrød

Portionen passer til en rugbrødsform – så der bliver ret mange skiver. Altså mange, mange flere end billedet indikerer 😉

Tidsforbruget er ca 1 time, heraf 40 minutter i ovnen.
Ingredienser:

  • 2 meget modne bananer
  • 150 g groft speltmel 
  • 3 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 100 g blandede hasselnødder og mandler
  • 50 g hvid chokolade
  • 50 g honning
  • 1 spsk olie

Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft. For en rugbrødsform med bagepapir. Hak nødder, mandler og chokolade groft. Bland mel, bagepulver og salt. Mos bananerne i en skål, rør dem med æggene, tilsæt olie og honning. Rør derefter mel, bagepulver og salt i. Slut af med at vende de hakkede nødder, mandler og chokolade i.

Hæld dejen i formen og stil i ovnen i ca 40 minutter, indtil brødet er gennembagt. Mærk efter med en gaffel. Afkøles på en rist.

Serveres enten alene eller sammen med smør og pålægschokolade:

  • Alene = nærmest sundt. 
  • Sammen med smør og pålægschokolade = ikke rigtig sundt, men dog uden tilsat sukker, kun lidt honning og sådan… 

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*