Sundt for to bliver til Jul for to

Mange har hen over efteråret udfordret mig på, hvad jeg nu skulle med min madblog. Det er for alvor gået op for mig, at der er mennesker derude bag skærmene, som rejser sig fra de samme skærme og går i køkkenet for at følge en af mine opskrifter. Og det er på én gang både enormt flatterende og spændende. Og ret så skrækindjagende, for hvad nu hvis noget går galt…?
Jeg har venner med en enorm god fantasi. De har foreslået lidt af hvert, men faktisk ikke det, som jeg nu giver mig i kast med, nemlig en julekalender.

Jul for to

Sundt for to bliver for en stund omdøbt til Jul for to. Hver dag indtil jul vil jeg give et indspark til, hvordan der kan blive juleduft i hele huset. Hvordan man kan supplere julefrokosten med et par alternative retter. Og hvordan man overlever juleaften, i hvert fald hvad angår maden. Derfor har jeg også i de seneste måneder bagt og braset. Nogle gange skulle der flere forsøg til, førend det ønskede resultat viste sig. Det har faktisk været hårdt arbejde. Især for den skæggede, der jo har måttet lægge smagsløg og mave til det hele. Han har taget det pænt, også da de første brunkager blev bagt i oktober…

Dermed også være sagt, at sundheden træder lidt i baggrunden for en stund. Men altså, man kan jo sagtens kværne et par pebernødder i ny og næ – og stadig være sund. Her som mange andre steder i livet handler det om mådehold og sund fornuft.
Hver uge får et tema, og vi lægger ud med noget af det, som for mig er en uomgængelig del af julen, nemlig duften af friskbagte småkager. Indtil søndag vil det derfor handle om julesmåkager, både de traditionelle og de nye indslag.
Jeg håber, I har lyst til at følge med i de kommende uger. Følg bloggen eller like facebook siden.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*