1. december: Brunkager

På denne den allerførste dag i december breder duften af jul sig her i huset, for jeg har bagt brunkager, der for mig er indbegrebet af jul. Min mor havde et princip om, at vi bagte og gjorde ved i dagene op til jul, men vi spiste først af lækkerierne juleaften. Så kom brunkager, vaniljekranse, pebernødder og klejner frem fra kagedåserne – sammen med lakridskonfekt fra Lagerman og det traditionelle, hjemmelavede marcipanbrød med nougat og overtrukket med mørk chokolade.

Opskriften her er inspireret af Mette Blomsterbergs opskrift. Blot har jeg brugt en anden sirup og været lidt mindre rundhåndet med kanel, sidstnævnte pga den skæggedes manglende begejstring for kanel, men absolut ikke en dårlig beslutning, for smagen er stadig vildt god, men ikke overdreven i sin styrke.

Det smarte ved opskriften er, at man kan fryse dejen, når den er skåret ud i lange stænger, og så bare tage en enkelt stang op, når trangen til juleduft i køkkenet melder sig.

Vær opmærksom på, at man laver dejen dagen før, stiller den i køleskab og bager dagen derpå.

Opskrift – brunkager

200 stk plus/minus…
Tidsforbrug: det tager max 1/2 time at lave dejen. Derefter skal den hvile og samle sig i mindst 12 timer. Derefter skal brunkagerne blot skæres i tynde skiver og på en bageplade. Så igen max 1/2 time inkl. tiden i ovnen.
Sværhedsgrad: let og ligetil
Ingredienser:

  • 250 g smør
  • 250 g farin
  • 125 g ahornsirup (eller mørk sirup – giver mørkere brunkager)
  • 2 tsk stødt kanel
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk stødt nellike
  • 1 tsk stødt allehånde
  • 500 g hvedemel
  • 150 g mandler, smuttede og groft hakkede (for sådan gjorde min mor, og så kan Mette Blomsterberg bare lade være, hvis hun vil – her sætter jeg mig ikke op mod min mor)
  • 25 g usaltede pistaciekerner (øh, det havde min mor bestemt ikke i sine brunkager, men på det her punkt bestemmer jeg)
  • 2 tsk potaske
  • 1 spsk koldt vand

Smelt smør, sirup og farin ved middel varme i en kasserolle. Tag kasserollen af varmen og bland kanel, nelliker, ingefær og allehånde i. Tilsæt også mandler og pistaciekerner. Rør potasken sammen med det kolde vand, tilsæt først lidt af hvedemelet og rør rundt, derefter vand og potaske. Hæld resten af hvedemelet i og ælt dejen sammen og ensartet. Det bliver en ret lækker dej at arbejde med.

Kom dejen i en form på ca. 20×20 cm, der er foret med husholdningsfilm – jeg brugte et par plastbakker, som tidligere har indeholdt is, de passede perfekt i størrelsen. Pres dejen godt ud i hjørnerne. Min mor gjorde det, at hun rullede stænger og pakkede dem ind i husholdningsfilm, og det er jo også en rigtig fin løsning. Stil dem i køleskabet natten over.

Næste dag skæres dejen i baner/stænger af passende bredde, ca. 5-6 baner i alt. Skær hver bane/stang skæres i ultratynde skiver og lægges på en bageplade med bagepapir. Bages ved 170 grader varmluft i ca. 9-12 minutter – hold øje med dem, jeg smed den første plade ud, fordi jeg absolut troede, at jeg kunne nå at hænge vasketøj op som den flittige, multitaskende husmor… det kunne jeg så ikke.

Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*