Jeg har glædet mig helt vildt til mandag den 11. september. Ikke fordi jeg er så vild med mandage, men fordi netop denne mandag har min blog fået plads i ugens Hendes Verden. Jeg indrømmer gerne, at jeg er stolt, som i megastolt.
Jeg har jo aldrig gjort noget specielt for at gøre opmærksom på min blog. Den er mit hyggeprojekt og en god måde for mig selv (og den skæggede) at holde styr på de kulinariske udfoldelser. Derfor blev jeg også lidt overrasket, da jeg i juli blev kontaktet af madredaktøren fra Hendes Verden, men også meget glad. Nu er ventetiden endelig forbi. Og hvor er det bare skønt at se, hvad madredaktøren så havde fået ud af at klikke rundt på min blog.
En tur ned ad Memory Lane
Det bringer også minder frem om, hvordan bloggen startede i sin tid. Nemlig som et ønske om at sætte fokus på, at sund mad ikke nødvendigvis er tidskrævende eller vanskelig at lave. Og at det er lige så let at hive 4-5 ingredienser ud af køkkenskabene som at hente en bigmac – og så mætter det længere tid på en mere behagelig måde. Det var en slet skjult opfordring til den skæggedes børn, der var flyttet hjemmefra og skulle finde egne vaner. Jeg kunne have valgt formaninger og direkte tale. Gennem bloggen kunne jeg i stedet vise, hvad man kunne gøre som alternativ til McD. Hjalp det? Jeg tror i hvert fald på, at jeg har sat en tanke eller to i gang hos dem. Plus også en del forventninger til menuen her i huset, når de er på besøg 😉
Bloggen har forlængst haft fem års jubilæum, og der er selvfølgelig sket meget undervejs både med layout og indhold. Jeg har slækket lidt på det sunde fra tid til anden, for der skal også være plads til forkælelse. I perioder er der blevet plads til meget forkælelse, kan jeg se. Gennem bloggens historie kan man også se, hvad der har haft min interesse – og når specielle råvarer har fundet vej til køkkenbordet. Noget blev kun til døgnfluer. Andre opskrifter er faste på mit menukort herhjemme, fx den allerførste opskrift, som var en agurkesuppe med chili.
Jeg glæder mig over de mange, fine kommentarer, som jeg får på Facebook. Både omkring opskrifterne og den ledsagende tekst, hvor den skæggede jævnligt optræder. Jeg skylder ham mangt og meget. Ikke mindst en enestående tålmodighed, når maden endnu en gang skal foreviges, før den må spises. Eller når et forsøg ikke lige ender, hvor jeg vil, og han derfor udsættes for adskillige forsøg – senest med en kokosis a la pina colada.
Danish